Af Tine Hammerbo

Disclaimer: hvis du har planer om og endnu ikke har set filmen “The Substance”, så skal du ikke læse videre, for der kommer til at være spoilere. Jeg kommer heller ikke til at kunne holde mig fra at revse filmen, og forbeholder mig retten til det, da der ikke er nogle danske kulturinstitutioners følelser, der kan såres i processen.

Gosh.. Here we go…

Hvor skal vi begynde? Filmen starter med et smukt billede af et råt hønseæg på en babyblå baggrund og en efterfølgende dårlig CGI (Computer-generated imagery) af, at ægget deler sig til at have to blommer. Herefter ser vi en montage af en stjerne i en flise på Hollywood Walk of Fame og hele dens rejse fra den bliver støbt af nogle håndværkere, der holder deres redskaber på en super akavet måde, for at kameraet stadig kan filme stjernen, til vi må forstå at Elisabeth Sparkle (som er navnet på stjernen) er en has-been skuespillerinde, der “kun” vandt én Oscar og sidenhen er blevet en nobody, fordi folk betræder hendes sten og taber en burger på den. Bortset fra at hun ikke er en has-been. Hun er en super smuk fitness-guru i kampform, som folk har set op til og trænet med i årtier. Men ak, hun fylder 50 år, og derfor må hun fyres for at gøre plads til en ung og spændstig fitness-lækkerbisken, hvor brysterne sidder “det rigtige sted”. Elisabeth (spillet af Demi Moore) har nedtur på, allerede inden hun bliver fyret. Hun virker træt, og vi har jo også forstået, at hun ikke blev en stor skuespillerinde – det bliver man nemlig kun, hvis man vinder mere end 1 Oscar. Alligevel tager hun den ekstremt drastiske og impulsive beslutning – efter et totalt ligegyldigt, men ekstremt voldsomt biluheld, hvor hun ikke kommer fysisk til skade – at bestille en “substans” fra en person eller virksomhed eller gruppe, som hun ikke ved hvem er, hvad vil, hvad skal koste hende osv., fordi denne her substans – og DET HER er afsættet i body-horror genren – kan splitte hendes person i to kroppe, hvoraf den nye bliver en bedre udgave af en selv. Den nye og bedre udgave (Sue spillet af Margaret Qualley) er “selvfølgelig” en ung, tynd, lækker, hvid, smidig kvinde, og kan forføre alle med sin blotte tilstedeværelse, fordi hun er den perfekte kombination af cute og sexy, når hun bider sig i læben med sine dådyrøjne. Hun er selvfølgelig også rebelsk som enhver ung, lækker kvinde er, og det får store konsekvenser undervejs, som filmen konstant disclaimer og udpensler for os.

Hvis nu Elisabeth-karakteren havde følt sig godt tilpas, med det sted hun var i sin karriere, ville afsættet i filmen have stået meget stærkere. Så kunne man drage direkte paralleller til virkelighedens verden, hvor IMDb f.eks. er blevet sagsøgt af skuespilleren Junie Hoang, efter siden offentliggjorde hendes alder, idet hun frygtede at blive diskrimineret af industrien, når de vidste hun var fyldt 40 år (Raisborough et al. 2022, 247). Når Elisabeth både har succes og virker træt og ugidelig sender det et signal til seeren om, at der er noget ildevarslende på vej, bevares, men det kommer også til at fremstå som om, at de eneste, der egentlig har et problem med hendes alder, er hendes vanvittige chef – og hende selv. Og selvom det i den virkelige verden selvfølgelig er svært (hvis ikke umuligt) ikke at blive påvirket af et ydre pres og et samfunds normer og fordomme, så mangler jeg simpelthen at forstå, at det er det, der er på spil.

Filmen er lige dele abstrakt og pakket ind i filmreferencer, og udpenslet på et niveau så en 8-årig ville sige “ja, for fanden, vi har fattet det!”. Alligevel er jeg meget i tvivl om, hvad den kvindelige instruktør og manuskriptforfatter Coralie Fargeat vil sige med filmen. I Empire Bio på Nørrebro blev der grinet forsigtigt på tidspunkter, hvor det bestemt ikke virkede til at være meningen, men hvor symbolik og replikker bare blev for åndede. Nogle steder er der lagt decideret fjollede scener ind, som er lavet til at man skal grine, hvilket ødelægger flowet for mig som seer, men også for karakteren, der pludselig skal være sjov. Et eksempel på dette er vanskabningen Elisasue sidst i filmen – der er resultatet af at bryde reglerne med substansen – som har sindssygt travlt, fordi hun skal nå tilbage til sit livs karriere-gig, men alligevel lige pludselig skal tage sig tid til at stå og kigge på sit spejlbillede og glatte sin ene tot hår. ha. ha. ha. Men det er jo fordi, må det forstås, at scenen står i kontrast til den for Demi’s karakter afgørende scene tidligere i filmen, hvor hun bliver mere og mere opgivende, frustreret og aggressiv på sit eget spejlbillede. Wooow. Hvor dybt. Hviler denne her nye monster-udgave så meget i sig selv against all odds?

Hvis jeg på nogen måde skal nå at sige noget om mangfoldighed og diversitet i denne film, må vi hellere dykke ned i temaer. Hvilke temaer tager filmen fat i? Berømmelse? “Kvindelighed”? Blind forbrugerisme? Krops-altercations? Ungdommens forgåelighed? Sexisme? (Samtidig med “kvinder er kun lækre (og det er deres eneste valuta og mål i livet!), når de er tynde og danser i g-streng”) Selvskade? Grådighed? Selvoptagethed? Man må give filmen, at det lykkedes den at give mig kvalme over min egen krop, mad og vaner.

Hvad vil filmen så sige eller sætte lys på? Man er efterladt med så mange spørgsmål. Og ikke fordi jeg har en følelse af, at instruktøren ved noget jeg ikke ved. Bare fordi filmen er super dårligt eksekveret. Vil den sige, at man ikke skal lade sig gå på af dumme mænd og sit eget lave selvværd som er formet af verden omkring en? Vil den ha’ en undskyldning for at vise bryster, numser og en kvindelig kampscene? Og måske i sin kritik af den seksualiserede kvinde-krop komme til at seksualisere den selvsamme? Vil den også bare lige ha’ en undskyldning for at body shame handicappede og ældre? Hvad er der seriøst GALT med denne her film… I virkeligheden vil filmen nok gerne sige noget feministisk om, at kvinder bliver kasseret i underholdningsindustrien pga. alder, og at de bliver for optagede af at jage ungdommen. Ageism er et udbredt problem i underholdningsindustrien, der har alvorlige samfundsmæssige konsekvenser, for hvordan vi oplever kvindelig aldring ifølge bl.a. artiklen “Reduced to curtain twitchers? Age, ageism and the careers of four women actors”: “We argue that ageism within the cultural industries is limiting our ability to develop diverse and non-ageist cultural representation of women’s aging.” (Raisborough et al. 2022, 246). Derfor ville ageism da også være et oplagt og relevant tema, at arbejde ind i at ændre på. Men fordi filmen har så travlt med samtidig at være ironisk, glemmer den sit mål og bliver selvoptaget. Hvordan kan man kritisere en industri, man selv er en del af, for at producere alt ud fra et male gaze, når man – for at gøre det – bruger mere tid på en ung kvindes røv end nogen Snoop Dogg-musikvideo jeg nogensinde har set, og samtidig hyrer en 61-årig, der selv har jagtet ungdommen i en grad, så hun kan gå for at spille 50-årig? – Ikke et ondt ord om Demi Moore – Girl, jeg elsker dig!

Hvis vi skal tale om diversitet er det måske chokerende åbenlyst, at historien beskriver en hvid, “ældre” kvinde med succes på sit arbejde og som er smoking hot’s fald fra tinderne, fordi, buhu, det er så synd for den hvide, rige, tynde, abled bodied kvinde. Så vidt jeg lagde mærke til, er der en enkelt sort numse i close-up og en mand i bodystocking for at gøre det hele lidt queer, og så forsøger de måske at redde det hjem med en 80’er æstetik  – både i aerobic-outfits og film-referencer – (og 00’er musikken “Pump it up!”), men uden at vi skal være i tvivl om, hvor moderne the substance-teknologien og hendes lejlighed er. Lidt som en “det var en anden tid”-undskyldning møder teknologi på niveau med “Squid Game”. Hvad er det for noget rod?

Måske er den mest lavet for shock value og måske er den mest lavet for at være en smuk udgave af en klam film. Et forsøg på at gøre en B-filmsgenre til en kunstfilm. Jeg læste i en anmeldelse på Heartbeats.dk, at det er en body-horror satire. Til det må jeg bare sige “nej”. Så er vi da tilbage i en anden tid i hvert fald.

Det eneste positive jeg kan sige om filmen (udover lys, lyd, kameraføring, æstetik og de kvindelige hovedrollers præstationer) er, at jeg glæder mig til et nyt afsnit af Dårligdommerne: Podcasten hvor dårlige film bliver splittet til atomer af tre faste værter. Noget må man jo kunne bruge den irritation og biograftid til. Måske de endda ville sende en invitation til en kulturanalytisk gæst på det afsnit.. – Læser du med derude Jacob Hinchely? Hermed en udstrakt arm, et par krogede, krydsede fingre og praying-hands-emojies.

Fy for pyffer…

Og alligevel… Jeg er sgu efterladt lidt med en følelse af ikke helt at vide, hvad jeg skal synes om filmen… For den var jo også pisse fed.

Litteratur:

Raisborough, J., Watkins, S., Connor, R. & Pitimson, N. (2022) Reduced to curtain twitchers? Age, ageism and the careers of four women actors in Journal of Women & Aging, 34:2, pp. 246-257, DOI: 10.1080/08952841.2021.1910464