Af Mille Schou Ottesen og Lise Sol Skov Vinterberg

Når vi hører ordet Kulturnat dukker der med det samme billeder op i hovedet af gamle museer, kunstudstillinger og diverse koncerter – steder, hvor kulturen trives i stor stil og alle dage har gjort det. Men da vi sad og kiggede programmet igennem til dette års Kulturnat faldt vi over noget, som med det samme fangede vores interesse, nemlig Arresten på Nytorv. Det gamle, historiske fængsel, lige midt i hjertet af København. Vi kiggede begge på hinanden med stor begejstring og var hurtigt enige om, at det måtte vi bare opleve!

Før vores besøg i arresten gjorde vi os nogle overvejelser om, hvorfor netop denne institution fangede vores nysgerrighed, hvad vi håbede at få ud af oplevelsen, og hvorfor Kulturnatten havde valgt at åbne dørene til et sted, der normalt er utilgængeligt og langt fra at fungere som en kulturel arena. Vi reflekterede over, hvad der ligger bag beslutningen om at lade den danske befolkning træde ind i en verden, som til daglig er lukket for offentligheden. Samt hvilke perspektiver det kunne tilføje til Kulturnattens ambition om at skabe nye kulturelle møder og udfordre vores forståelse af byens rum og kultur.
Hvad siger det om vores syn på og tilgang til kultur, når vi omdanner en aktiv arrest til et oplevelsesrum for den brede befolkning? Netop det faktum, at en aktiv arrest ikke er noget, vi som samfund normalt får adgang til, gjorde arrangementet til noget for os sensationelt, som havde en wauw-faktor vi blev tiltrukket af.

På selve kulturnatten sørgede vi for at ankomme til arresten i god tid, da vi havde fået fortalt, at mange ville dukke op til netop denne attraktion. Og ganske vist, på trods af, at vi ankom omkring halvanden time før dørene åbnede, var køen allerede lang og folk stod tæt. Vi besluttede os for at udnytte ventetiden ved at observere de andre i køen hvor vi hurtigt kunne konkludere, at de fremmødte repræsenterede en enormt broget flok. Unge såvel som gamle var mødt op og vi lokaliserede flere forskellige sprog samt etniciteter. I køen var det tydeligt at mærke, at de andre fremmødte, også var blevet tiltrukket af det sensationelle i at få lov til at komme indenfor i en aktiv arrest. Dette fandt vi ud af, da vi tog os mod til at spørge nogle, hvorfor de var dukket op. Der var bred enighed: ‘’Det er jo ikke hver dag man får lov til sådan noget her!’’. Da det endelig blev vores tur til at træde indenfor dørene i arresten, blev vi mødt af en fængselsbetjent. Hun holdt en kort introduktion på dansk for de omkring 20-25 mennesker som blev lukket ind af gangen. Som kulturmødestuderende kunne vi ikke lade være med, at studse over at oplægget udelukkende blev præsenteret på dansk, da der for os var en tydelig mangfoldighed i rummet i form af både etnicitet og sprog. Vi undrede os derfor over, at der ikke på noget tidspunkt blev spurgt, om der var nogle engelsktalende til stede, eller at man på forhånd havde videregivet information om, at arrangementet var på dansk. Det blev en form for selvfølgelighed, at alle snakkede dansk i rummet. Da præsentationen udelukkende blev holdt på dansk, blev ikke-dansktalende deltagere udelukket fra dele af den kulturelle udveksling.

Rammen for at opleve arresten på Nytorv var meget løs i den forstand, at vi som publikum bevægede os rundt i lokalerne på egen hånd og kunne tage os den tid, som vi behøvede. I hvert rum blev vi præsenteret for større eller mindre udstillinger, som repræsenterede både de indsattes hverdag, men også en historisk gennemgang af udviklingen for danske fængsler samt arrester. I samspil med sidstnævnte blev vi mødt af repræsentanter fra Dansk Fængselshistorisk Selskab (fængselshistorie n.d), som kunne uddybe de forskellige udstillinger samt besvare spørgsmål. Vi valgte at gøre brug af denne mulighed og forhørte os hos én af repræsentanterne. Han fortalte at der til stadighed eksisterer en form for virkelighedsfjern forståelse af hverdagen i fængslet, som er skabt ud fra populærkultur i form af eks. film og tv-serier: “Det her er en lukket verden, og ikke mange ved, hvad det ægte handler om”.

Vores tur rundt i arresten fortsatte igennem de mange rum med dertilhørende fortællinger. Da vi ankommer til den del af arresten, som fysisk danner ramme om de celler, som de indsatte sidder i, møder vi en fængselsbetjent, som har sin daglige gang i arresten på Nytorv. Fængselsbetjenten har placeret sig inde i én af cellerne, hvor vi sammen med nogle andre fremmødte stimler sammen omkring ham. Med en tydelig stolthed i stemmen fortæller han, at han ikke er i tvivl om, at han igennem sit arbejde gør en positiv forskel for de indsatte. Han fortæller, at for at komme i mål med denne positive forskel er det vigtigste redskab relationsdannelse. At danne relationer med de indsatte vil medføre, at de i højere grad har mod på at åbne op om deres livssituation og dermed blive mere modtagelige over for at søge samt modtage hjælp. I forbindelse med sidstnævnte relationsdannelse bliver vi interesseret i at høre fængselsbetjenten, hvilke tanker han og hans kollegaer gør sig om spørgsmålet om magtforhold og mulige sprogbarrierer mellem ansatte og indsatte. Fængselsbetjenten kniber sine øjne sammen og svarer os; ‘’Det jo naturligvis er udfordrende for mig at kommunikere med indsatte, som ikke begår sig på dansk, men så må jeg jo gøre brug af mine kollegers sprogkundskaber, hvis de rækker længere end mine egne, eller sågar andre indsatte som kan oversætte’’

Vi var ligeledes nysgerrige på at spørge ham, om han i sit eget virke havde erfaring med at hans autoritet som jo uden tvivl skaber et magtforhold overfor de indsatte, havde spændt ben for den gode relationsdannelse. Til sidstnævnte svarer fængselsbetjenten: ‘’altså jeg har da til tider oplevet at nogle af mine kollegaer har gjort brug af magt, men det er nu ikke noget, jeg selv praktiserer’’.

Men hvad gør det magtforhold i det sociale rum egentlig? Det manglede vi lidt svar på. Behøver man at praktisere det tydeligt for, at det er gældende?  For at et organiseret kulturmøde skal blive meningsfuldt og potentielt transformativt kræves en bevidsthed om, hvordan magt og adgang påvirker oplevelsen og inddragelsen (Christiansen et al 2017: 600-602). Så går der ikke et kulturmøde tabt for betjenten også, hvis man ikke anerkender magtforholdet?

Da Arresten på Nytorv åbnede sine døre for offentligheden under Kulturnatten, var det med argumentet om at give indsigt i hverdagslivet for både indsatte og ansatte. Som studerende i kulturmødestudier finder vi det både bemærkelsesværdigt og ærgerligt, at fremstillingen udelukkende blev formidlet fra de ansattes perspektiv, hvilket ikke tilbyder et fuldstændigt repræsentativt billede af arrestens dynamik. Tanken om dette udsprang fra et spørgsmål, vi stiller en af betjentene: “ Hvor er de indsatte egentlig henne i dag?”. Svaret på det spørgsmål forundrede os en smule, de var nemlig blevet rykket til et andet fængsel den aften, så der kunne åbnes op for offentligheden. Det skaber en ubalance i et magtforhold, der uundgåeligt eksisterede den aften. De indsatte udgør en væsentlig dimension af institutionens virkelighed; uden dem ville de ansattes funktioner og opgaver ikke eksistere. Det rejser uundgåeligt spørgsmålet om, hvorvidt de fremmødte fik mulighed for at opleve arrestens komplekse sociale miljø i sin helhed. Og hvad skal vi så tænke om adgangen, hvis nogen bliver fjernet for at gøre plads til andre? Det var faktisk en ubehagelig oplevelse at være i.

Vi må gå ud fra, at der ligger nogle refleksioner samt sikkerhedsforanstaltninger bag beslutningen, om ikke at inddrage de indsatte i Kulturnatten i ‘fysisk form’. Vi finder det dog relevant at Kulturnatten som arrangør af denne form for kulturmøde skaber narrativer, der også involverer de mennesker, det drejer sig om. Men endnu vigtigere, at vi som kulturforbrugere har for øje, hvilken form for narrativ kulturindsatser skaber, samt at vi tør stille spørgsmål ved det, vi som kulturforbrugere bliver præsenteret for.

Vi spurgte os selv, hvad var det her egentlig for en aften? Turen slutter nemlig på legende manér af med, at vi ender ude i fængselsgården. Her fik børn lov til at slå på et “skjold” med en politistav, og “du skal bare slå så hårdt du overhovedet kan” – altså really?

Vi fortsætter og kommer til en madvogn hvor de langer gullasch over disken til smagsprøver, det har nogle ægte kriminelle indsatte nemlig lavet. Så der står vi midt i leg, Mille der spiser en kødfyldt-gullash, vegetar-Lise der klapper en narkohund, en ung dreng der bliver  lagt i håndjern “for sjov”, “Bang, bang, bang” fra en politistav, og ender med samme spørgsmål som i starten – hvorfor åbner de dørene herind til?

Vi tænkte over det, og svaret skulle vise sig at være skrevet på siden af en stor container midt på Nytorv “Bliv fængselsbetjent i dag”. WHAT? Var dét meningen med den her tur? Og næste spørgsmål: virker det så? Ja, vi ved det ikke, for her gik vi med vores faglige briller på, forargede, nysgerrige og mest forvirrede.

Vi bliver nok ikke fængselsbetjente i denne omgang.