Af Maya B. Hindsberg

Vil du med på et eventyr? Et eventyr ind i min kringlede hjerne og dens oplevelse og reflektion over forestillingen Wicked. Så tag min hånd og lad mig sætte scenen:  Det er fredag d. 11. oktober, og der er premiere i Tivoli på musicalen Wicked. Mørket har lagt sig, og som jeg og en ven går gennem Tivoli, lyser de mange halloweenlanterner parken op. Tivoli er fra 1843, og altså snart 200 år gammelt. En bastion af dansk kultur.

Som jeg nærmer mig koncertsalen og akvariet, står Tivoli-Garden og spiller musik. Da vi først hører det, tror vi det er Cantina Band-sangen fra Star Wars, men samtidig virker det en smule absurd, at det skulle være det. Men med al den tværkultur, der er tilstede, hvorfor skulle det så ikke være tilfældet? Eller også er vores evne til at genkende musik bare dårlig, hvem ved. Uanset hvad, virker det opsigtsvækkende, at en bunke dannebrosklædte unge mænd med bjørnehuer står og spiller musik til en premiere på en musical. Det er måske en tradition, Tivoli har, men siden jeg aldrig før har været til premiere, ved jeg det ikke. Jeg kan dog ikke undgå at overveje, om det netop highlighter den kulturelle altæden (Balling, 2021, s. 62), som Tivoli nyder så godt af, hvor det er blevet legitimt at nyde flere typer af kultur, men som stadig reproducerer stærke kulturelle hierarkier. For på den ene siden kan de tiltrække en bred række af folk og kapitalisere på trends som musicals, halloween og andre mærkedage, men samtidig er dele af kulturen utilgængelig grundet pris og habitus. Mødet med tivoligarden og deres musik er første gang på min rejse, hvor jeg tøver, er jeg velkommen her, hører jeg til, når nu jeg ikke forstår?

Da min ven og jeg bevæger os indenfor i varmen, mødes vi af et hav af mennesker. De fleste er hvide, de går pænt klædt og har en relativ stor aldersspredning. Indenfor står to fra Tivoli-Garden klar som kulisse til at tage billeder med de kendisser, der er mødt op til aftenens forestilling, og klar står et hav af journalister, der ivrigt stiller spørgsmål. Det giver mening at det er sammensætningen af publikum, det er trods alt premieren. Omvendt stejler jeg over, at det er en norm, en premiere har tyngde. At være til den fortæller i en eller grad, at du er nogen, gør det ikke?

Som jeg bevæger mig videre ind i den tætbefolkede foyer, står jeg og betragter akvariet. De har pyntet revet med diverse halloween ting. Muræneålen stirrer surt tilbage på mig fra dens skjul bag heksehatten – mon den er frustreret over de mange menneskestemmer og den dårlige akustik, ligesom jeg? Eller også er det bare dens ansigt; og hvis Wicked handler om en ting, så er det vel ikke at dømme nogen på deres udseende.

Klokken ringer, og bestigningen af trapperne begynder. Som jeg ser mig rundt i salen, er der ikke umiddelbart pladser til kørestolsbrugere, og da jeg senere undersøger Tivolis hjemmeside, står der, at man skal kontakte dem, hvis man er handikappet og ønsker billetter, hvilket fortæller noget om tilgængeligheden, og hvem der er tænkt på i deres rumdesign. Det er den, der kan bestige trapper og kan sidde i en lille stol, som har adgangen, og hvis krop legitimeres. Ligesom du, hvis du ikke passer ind i den boks, skal gøre noget ekstra for at få adgang, hvilket for nogen kan være en barriere.
Vi sidder på de billige rækker, dér øverst oppe, hvor udsynet er dårligt på grund af diverse søjler. Jeg er på den ene side glad for at være med, men på den anden side opleves det også som at være mindre velkommen. Som om at dem, der har midlerne, får den bedste oplevelse med det klareste syn af salen.

Forestillingen starter stærkt ud med spørgsmålet: Er du født ond, eller er det tvunget ind i dig? Wicked er en musical baseret på en roman af samme navn, skrevet i 1995 af Gregory Maguire, men hvor bogens meget tunge politiske scener og temaer er blevet gjort mere spiselige og kondenserede. Fortællingen handler om det, der skete før The Wizard of Oz. Man følger Elphaba, der senere bliver the Wicked Witch of the West. Musicalen har fokus på udviklingen af venskabet mellem Elphaba og Glinda, deres forskellige tilgange til livet, deres forskellige reaktioner, da de bliver konfronteret med den korrupte og racistiske regering, som de ellers havde set op til, og slutteligt hvordan Elphaba, med sin grønne hud, bliver gjort til skurken, idet hun siger fra overfor regeringen og dens undertrykkelse. Med andre ord er Wicked i min optik en fortælling om race, undertrykkelse, modstand og venskab. Om hvad det gode og onde er. Fortællingen er rørende, og forbindelsen mellem sorte kvinder og deres oplevelse med racisme og andethed er ganske umiddelbar og anerkendt (Gathers, 2023). Alligevel er salen enormt præget af, hvad jeg vurderer til at være en hvid øvre middelklasse, og jeg kan ikke lade være med at se ironien i, at en historie, der i sin kerne handler om modstand, racisme og andethed, i sit publikum ikke synligt afspejler de temaer. Her kan jeg ikke lade være med at overveje, hvorfor det ikke er en mere divers gruppe, der er inde og se forestillingen, og hvordan repræsentationen måske nok kan siges at være mangfoldig, men at den gensidige udvikling mellem dem i salen og dem på scenen må være begrænset, da stykket ikke virker til at have til formål at lave det Sargun Oshana kalder publikumsudvikling, men at være publikums underholdning (Aspegren et al., 2023). Og så kommer min egen bias måske også til syne, idet jeg, baseret på publikums ydre, vurderer, at de sandsynligvis ikke blev transformeret eller reflekterer over budskabet i forestillingen. Jeg er dog stadig efterladt med spørgsmålet: Hvad tager publikum med sig videre, når skuespillerne har bukket, og Tivoli-Gardens to mænd har stillet kurven med blomster fra sig? Vil Troldmandens ord om at “folk ikke ønsker sandheden men fortællinger og håb og en fælles skurk, der samler dem” bundfælde sig, eller vil de efterlade budskabet og det transformative potentiale i salen, og gå videre til den næste kulturelle oplevelse for at udvide deres kulturelle palet? Jeg håber på det første, men jeg tror og opfangede i samtaler efterfølgende, at fortællingen om venskab, den gode musik og høje produktionsværdi, er det som folk husker.

Omvendt kan jeg også være fræk og spørge, når jeg skriver det her indlæg, er jeg så igang med at skabe en fortælling med højkulturen og det utilgængelige som en skurk, hvor jeg og andre glemmer, at der også kan være barrierer indenfor og udenfor kultursektoren, som gør det svært for dem at skabe ændringer? Men hvis ikke højkulturen er skurken, kan jeg ikke undgå at overveje, om der er en skurk, hvem der i så fald er blevet skurken i fortællingen om vores samfund og kultur, og om skurken ser forskellig ud, afhængig af, hvor du står, og hvad du ved?

På vej ud af Tivoli diskuterer min ven og jeg forestillingen. Vi er generelt begejstrede men ærgerlige over den meget digitale scenografi. Da jeg bringer Tivoli-Garden op, med en vis forvirring, forstår min ven ikke problemet. Det er jo en hyggelig dansk tradition til en premiere, men som vi går hver til sit, overvejer jeg om det bare er en hyggelig dansk tradition, eller om den siger noget dybere om vores kulturliv, for da jeg ikke forstod den og blev forvirret over den, følte jeg mig anderledes og udenfor. Jeg blev mindet om, at jeg tilhører en socialklasse, værende den nedre middelklasse i hvert fald økonomisk, der ikke som udgangspunkt tager til premierer på ting. Det var ikke slemt, det stoppede mig ikke fra at tage ind og nyde et show, jeg havde glædet mig til, men hvilken barriere ville det være for andre, hvilke barrierer er der ellers og hvilke barrierer møder kulturinstitutionerne, når de forsøger at gøre ting mere inklusivt? Så jeg spørger: er vi født uvelkomne i kulturen eller bliver det uvelkomne tvunget ind i os?

 

Kilder

Aspegren, A., Rasmussen, S. M., & Ringholt, N. (2023). Transformativt teater: Når publikum kan se sig selv på scenen.

Applaus. (2024). Hovedrapport publikumsundersøgelse 2024.

Balling, G. (2021). Kap. 2 Kulturformidlingen og kulturpolitikkens udspring og forandring. I Kulturformidling: Teoretiske begreber, historiske perspektiver og kulturpolitiske rammer (s. 45–66).

Dansk Filminstitut. (2023). Ny rapport om etnisk mangfoldighed i dansk film | Det Danske Filminstitut. https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13669907/ny-rapport-om-etnisk-mangfoldighed-i-dansk-film?publisherId=13560928

Gathers, M. I. (2023). A Black Woman’s Analysis of ‘Wicked’ The Musical: Examining Elphaba’s Story 20 Years Later | Arts | The Harvard Crimson. https://www.thecrimson.com/article/2023/10/31/wicked-musical-black-women-theater/

Tivoli. (2024). Tivolis gennem tiden. Tivoli. https://www.tivoli.dk/da/om/tivolis-historie