Af Erene H. Dransfeldt og Oona Gandsø

At tage ind på Medicinsk Museion har været på begge vores to-do lister i lang tid, men vi har aldrig haft en god grund til at tage derind før nu. Vi er begge fascinerede af kroppe, især dem der stikker ud og ikke helt passer ind i normalen, så et kulturtilbud der fokuserede på dette, virkede som et oplagt valg. Derudover har vi begge haft tæt kontakt med psykiateren, og tager til dagligt psykofarma, noget der er mange fordomme om, og som er stærkt stigmatiseret. Derfor var vi superbegejstrede for at se deres udstilling om psykiatrien, som forhåbentligt kunne nedbryde noget af det stigma, og give en indsigt i det at leve med psykisk sygdom. Især introduktionsteksten online var interessant for os, der blandt andet stiller spørgsmålet ”Hvornår er social afvigelse sygeligt?” (museion.ku.dk, nd). Vi så altså frem til en udstilling der skulle skubbe til vores forståelse af psykisk sygdom, og hvad det er der gør, at nogen bliver set som værende psykisk syge.

Hvad vi blev mødt med, var dog en anden virkelighed. Der var en informationstavle hvor museet beskrev, at udstillingen skulle afspejle, hvordan objekterne står på et magasin. Selve objekterne stod på grå metalhylder, og der var hængt kommunefarvede skilte op, der beskrev individuelle genstande, hvad de var lavet af, samt hvor og hvornår de var fra. Det var dog svært for os at finde ud af, hvilke skilte der hørte til objekterne. Der var heller ingen beskrivelse af, hvad genstandene blev brugt til, hvilke fordele og ulemper der var ved dem, og om man brugte dem i dag. Og hvordan var det for den syge at bruge dem? Det fremgik heller ikke.

Vi oplevede det som om de forsøgte at udstille objekterne så ”objektive” som mulige, men det faldt alligevel til jorden for os. Det, at objekterne stod for sig selv, fjernede det menneskelige, og centrerer det ting man gør ved psykisk syge. Det skaber et rum der er dehumaniserende, og reproducerer den medicinske industris kontrol og magt. Der er ingen ny kontekst for folk der ikke har været i berøring med psykiatrien, og med de grå farver og metalhylder der er i rummet, kan vi ikke lade være med at spørge os selv, om det også er med til at få psykisk sygdom til at ligne noget, der skal gemmes væk?

Der er et transformativt potentiale i, at objekterne kan afmystificere psykisk sygdom. Det kan bringe folk tættere på en virkelighed, der normalt er usynligt og tilsidesat. Men fordi psykisk sygdom i forvejen er så stigmatiseret og marginaliseret er objekterne i sig selv ikke nok til at gøre dette. Især i et moderne samfund, hvor ventetiderne til psykiatrien er lange, og flere unge får behov for at få hjælp, er der brug for oplysning og normalisering af at udvise omsorg og menneskelighed for psykisk syge. Derfor synes vi det er ekstremt vigtigt at Medicinsk Museion har et rum dedikeret til psykiatrien, vi ville dog ønske at de havde benyttet sig af en anden tilgang til objekterne end at de skulle stå som på deres magasin. Det kan virke på publikum som om der ikke er lagt lige så mange kræfter i netop det rum i forhold til fysiske sygdomme, hvad vi synes er en skam.

Flere af de andre udstillinger havde fokus på at have elementer af noget familiært for publikum, eksempelvis var der en udstilling om corona epidemien og en om tandhygiejne. Det medvirker til, at vi som publikum føler os inkluderet, fordi vi bedre kan koble vores kroppe sammen med de ellers meget fremmedgjorte latinske betegnelser og kropsdele i formaldehyd. Museet laver allerede nutidsindsamlinger, så at lave springet virker ikke umuligt.

Vi gik derfra med et indtryk af, at det ikke var et rum, der blev flittigt besøgt hverken af publikum eller personalet. I en verden, hvor psykiske sygdomme fylder mere og mere i medierne og i manges dagligdag, kunne man godt have givet lidt mere kærlighed til netop denne udstilling. Hvis de gerne vil undgå kuratorens blik, kunne man overveje at inddrage folk der har haft kontakt med psykiatrien. På den måde får man det menneskelige blik ind over, samtidig med, at man undergår et usynligt og alvidende tredjepartsblik over det.