af Sofie Held & Mette Sønderby Soll

Vi er taget herind for at besøge museets primære udstilling Vilde Vidunderlige Verden. På trods af at det er den sidste dag i efterårsferien, ser vi en bred målgruppe af besøgende på museet. En blanding af børnefamilier, unge studerende og pensionister fylder museets gange – flere af dem er turister. Den første del af udstillingen, er i et mindre mørkt rum. Det eneste lys i rummet er fra tre glasmontrer. Den første har en lille meteorit, ophøjet på et stativ. Installationen formidler dennes rejse til museet. En skærm spiller på loop en nyhedsudsendelse om den seksårige pige, der fandt den, efter at have hørt om meteorregn på nyhederne. Ved siden af tilbyder en museumsvært besøgende at røre ved en lignende meteorit. I samme rum er der en montre med fokus på en grønlandsk botanikers plantesamling. Man kan høre lydfiler, der på kalaallisut, med tilvalg af undertekster, fortæller om de indsamlede planter. Denne del af udstillingen virker nyere i dens tilgang til, hvordan man udstiller, og hvem man giver stemme. Den virker til at have flere etiske tanker i opbyggelsen, såsom at holde lydfilen på kalaallisut og kun ændre underteksterne, når man skifter sprog. Dens fokus på den 6-årige pige som donerer meteoritten til museet, viser også, hvordan SNMs indsamling gerne vil inddrage fund af professionelle akademikere såvel som den almindelige borger.

Vi bevæger os ind i udstillingens andet rum. Her ser vi som det første en stor glasmontre, hvori en udstoppet løve, zebra og gazelle er stillet op. På et tilhørende skilt står at museet i 1930’erne har modtaget et stort antal dyr fra den ivrige, zoologiske samler og jæger Bøje Benzon. Herefter står der: ”I dag anvender museet ikke længere vilkårlig jagt på dyr til udstillinger eller forskning. En beslutning om at indsamle dyr kræver velovervejede grunde og følger klare etiske retningslinjer”. Vi stiller os selv spørgsmålet: Hvad er hensigten bag denne form for skiltning? Starter det en samtale eller slutter det den? Både her og da vi efterfølgende bevæger os igennem udstillingen, kan vi ikke undgå at diskutere og undre os over museets forsøg på at formidle, hvordan deres nutidige, etiske indsamlingsmetoder afviger fra fortidens, samtidig med at de undgår at gå i dybden med problemstillingen. I samme rum ser vi en samling af insekter, doneret af en dansk biologilærer efter hans død. Det viser et fortsat fokus på at inddrage almindelige borgere samt en ambivalens i forhold til fortidens indsamlingsmetoder.

Museets fokus i første del af udstillingen på at inddrage dem, der har doneret genstande, gør det også mere tydeligt, når stemmer undlades. I den arktiske museumsindsamling møder vi et væld af isbjørne kranier og et par udstoppede isbjørne. Da vi nærmer os udstillingen, ser vi en tekst på glasmontren. Den arktiske udstilling, som på dansk beskrives som en ”stor samling” og på engelsk ”world-class”, krediteres til den dansk-grønlandske historie, præget af Danmark som kolonimagt. Tekster minder én om den koloniale historie uden helt at forholde sig kritisk. Indsamling af isbjørne ved ekspeditioner bliver nævnt, men størstedelen af samlingen krediterede de lokale inuit jægere, der byttede og solgte til koloniherrer. Formidlingen starter en samtale blandt os. Er det for at inkludere inuitjægere, som en stemme i samlingen? Er det en egentlig stemme til inuitjægerne, når isbjørne har været en vare, som de har solgt til den danske kolonimagt? Er det et eksempel på et ulige, kolonialt magtforhold?

Mille Gabriel peger i sin artikel vedrørende den etnografiske samling på Nationalmuseet fra 2016 på, at der er behov for en anerkendelse af genstandenes koloniale ophav samt at sætte spørgsmålstegn ved egen autoritet (Gabriel, 2016). Vi oplever, at SNM forholder sig lidt overfladisk til disse to aspekter i deres formidling. Det danske kolonistyre på Grønland nævnes kort, men genstandene formidles ikke ind i en større, kolonial kontekst. Dette spiller også ind i dét, som vi gik fra SNMs Vilde Vidunderlige Verden med, som det mest interessante aspekt for os: museets valg og formidling af stemmer. Museets fokus på at inddrage forskellige stemmer tydeliggør nemlig, når stemmer mangler – og efterlader os med spørgsmålet om, hvilke stemmer er det, som udvælges og repræsenteres?

Kilder:
Gabriel, M. (2016). New futures for old collections: Contemporary collecting and community involvement at the National Museum of Denmark. Museum and Society, 14(2), 275–293.