Af Mie Bjerg

Regnen står ned i lange stænger, da mine veninde og jeg halvløbende bevæger os gennem Køges gader. Jeg har mine nye ruskindssneakers på og nyvasket hår, og er derfor allerede presset over vejret, da jeg ser den lange kø sno sig op af bygningsværket på den gamle røde købmandsgård.

Mit i en deep-scrolling aften før, popper eventet ‘Det Okkulte Marked’, gratis adgang til 17 okkulte boder’ op på min Facebook. Jeg har en svaghed for alt, der dufter af røgelse og magi, og jeg manglede faktisk en ny krystal – så jeg trykkede interesseret.

‘De små okkulte’
Indenfor drypper folk af regnvand. Der lugter af våd uld, kaffe og salvie – på den gode måde.
På vej ind ad døren løber en ung dreng ud, grinende, mens hans mor forsøger at holde trit. Jeg taber min telefon i forvirringen, men kvinden foran mig reagerer hurtigt og samler den op. Hun rækker mig den med et smil – hendes øjne er indrammet af sort eyeliner, håret kridhvidt, læberne knaldrøde.
“Selv tak,” siger hun, “men hold dig i agt for de små okkulte.” Hun blinker drillende.

‘Er det Sanne Salomonsen?’
På museets første sal finder vi udstillingen “Vølver, Guld og Guder”. Rummet er tomt og lyst. Overalt glimter metal, fjer og forgyldte guder i spotlightet på store billeder – som om nogen har sat vikingetidens vølver på catwalk.

“Er det Sanne Salomonsen?” udbryder jeg og peger på et af billederne.“Er det Ghita Nørby?” griner min veninde tilbage, og det går op for os, at vi står i et rum omgivet af kendte danske kvinder udklædt som fortidens vølver.

Vølverne stirrer ud gennem billedet med løftede øjenbryn og blottede tænder – halvt gudinder, halvt reklamesøjler. På et skilt ved siden af Sanne Salomonsen står der, at udstillingen er skabt af Jim Lyngvild i samarbejde med arkæologer, med et “kærligt blik på asatroens kvinder”.

Jeg prøver at tage udstillingen alvorligt, men det er svært, når kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen stirrer på mig med en kniv i hånden, og man mere får fornemmelsen af, at man står i vikingeversionen af Vild med dans. Det kan virke teatralsk. Samtidig må jeg indrømme, at jeg holder af nyskabelsen – at viking kvinden her faktisk får en stemme. Så længe man husker, at virkeligheden nok så helt anderledes ud.

‘Prøv lige at se hendes patter’
Vi bevæger os endnu en etage op. Op under loftet til udstillingen “BESAT”. Rummet er dæmpet, kun enkle spots lyser udvalgte steder af udstillingen op, som får skyggerne fra de andre besøgende til at danse på væggene. En trykket alvorlig stemning overtager rummet.

På væggen bag ved trappen hænger et billede af en kvinde med opspilede øjne og en hånd i munden. Halvt levende, halv AI-genereret. Det føles pludselig, som om hun kigger tilbage. Vi træder forsigtigt nærmere, næsten som om vi kan træde forkert og vække noget samfundet har prøvet at tie i århundreder. Vi følger Anna Bartkær fodspor, mens historierne om hekseprocessen i Køge langsomt folder sig ud. 16 kvinder anklaget for trolddom, kun én overlever. Rundt omkring os ligger det absurde og det grusomme side om side — en seng, som de torturerede kvinder vred sig i og en døbefont, som en af de anklagede tissede i.

“Prøv lige at se hende patter” udbryder en mand i 30’erne og bryder den ellers seriøse stemning. Han peger grinene på et billede af en kvinde på døbefonten. Selv ikke en AI-generede heks kan slippe for at blive seksualiseret.

Jeg får øjenkontakt med kvinden med det hvide hår, den sorte eyeliner og de knaldrøde læber fra tidligere, og vi udveksler et indforstået blik. Han bliver stående længe. Mellemlangt sort fedtet hår, Temu-goth og med en attitude der emmer af dårlig opdragelse. Hans ord skærer gennem stilheden, og jeg kan mærke både min – men også andres irritation vokse. Det hjælper ikke, da han højlydt erklærere, at udstillingen er “noget lort” og “spild af penge.” Det er næsten komisk. Her står vi midt i en facinerende udstilling om kvindeforfølgelser, hvor mænd med et peg, kunne afgøre en kvindes liv – nu står en mand og beviser pointen: tiderne har måske ændret sig, men blikket har vist ikke.

‘Nej, Jytte. Der er kun 4 barnelig i den grav’
Min veninde og jeg drager ned til stueetagen, hvor det okkulte marked breder sig som en glitrende labyrint af duft og mystik.
Allerede ved indgangen hænger røgelsen tungt i luften – en tåge af lavendel og citrus. Overalt glimter krystaller, tarotkort og sølvkæder, og bag hvert bord står en kvinde, der ligner noget mellem en engel og en goth-prinsesse.
En dame med lilla tørklæde spørger, om jeg vil have min aura aflæst.

“Det koster 200,” siger hun.
Jeg nikker, men hun stopper mig.
“Kun kontant. Kortmaskinen påvirker energierne.”
Jeg tøver, og forsikrer hende om, at jeg vender tilbage.

Det er en endeløs vej af boder med krystaller, essentielle olier, hjemmelavede cremer – og ja, også et par satan tilhængere. For enden af labyrinten støder vi på en meget vellignende død hest – faktisk så vellignende, at jeg et øjeblik var i tvivl. Ved siden af ligger en død kvinde. Det er en vølvegrav.
“Nej, Jytte. Der er fire barnelig i den grav” lyder det pludselig fra en mande stemme i rummet inden ved siden.
Vores nysgerrighed er bestemt vakt, og vi skynder os derind. To kvinder og to mænd står lænet over en glasmontre. Jeg træder nærmere – og får et gisp i kroppen, da jeg ser de mange knogler og kranier nede i glasmontren.
“Én, to, tre og fire,” siger manden bestemt og banker med fingeren mod glaspladen.
“Ja, ja, men der står altså fem på sedlen,” svarer kvinden lavmælt.
“Det femte lig er der,” konstaterer min veninde tørt og peger. Manden stopper op og må se efter.
“Nå,” mumler han.
Vi skynder os tilbage gennem labyrinten af boder, lettere desorienterede, og ender med at købe et par krystaller.

Udenfor rammer regnvejret os hårdt igen. Vi konstaterer, at vi på 40 minutter har oplevet både kendte vølver, selvudnævnte hekse og en håndfuld halvskøre mænd. Ikke dårligt for en lørdag i Køge.