Af Anna Eckersberg, Emilie Lings Fiala og Ninna Røe Willumsen

I oktober 2025 viste Aveny T en forestilling, hvor skuespilleren Helin Erdem, ifølge teaterets egen beskrivelse, var “castet som sig selv”. Erdem leger med publikum og de fordomme, som gemmer sig i dansk kultur. Titlen; GRWM står for Get Ready with Me og er et kendt format fra sociale medier, hvor influencere deler personlige historier og hverdagsrefleksioner, mens de lægger makeup eller tager tøj på. Forestillingen udfordrer og kritiserer formatet og dets indholdsløse privilegie; at tjene penge på at fortælle om sig selv.

Lyset dæmpes og stilheden breder sig, da et enkelt spotlight på teatrets foyerscene falder på Helins bredt smilende ansigt. Langsomt træder hun frem bag det mørke gardin og kigger med opspilede øjne og en frossen grimasse udover publikum. Foran os står en nærmest karikeret hofnar i ternet vest, høje grønne strømper, et malet ansigt og en hat med bjælder. Dette er starten på et maskespil, hvor Helin og publikum i fællesskab afprøver forskellige identiteter og udstiller sig selv. Der spredes en særlig energi i rummet, hvor vi ikke helt kan vurdere, om vi skal – eller må – grine, og nervøst viger tilbage når Helin kommer for tæt på. Narren er den, man griner af og som skal underholde publikum, men også den, der kan sige sandheden forklædt som sjov. Og det er præcis det, Helin begiver sig ud i under denne balancegang mellem det fjollede og det ubehagelige. Den udstillende, urolige figur bliver en mulighed for at formidle noget alvorligt i en form, der i højere grad inviterer til latter fremfor modstand.

Den grønne farve i narrens kostume bliver et udtryk for alt det negative; det er misundelsens farve, giftens farve og monstrenes farve. Det er en farve, som Helin ser i sig selv, i det grønlige skær i hendes hud. Og det er en farve, som markerer en måde at blive set på. De, som misforstås, latterliggøres og dømmes skyldige på forhånd. En af de ting Helin fortæller, mens hun ”gør sig klar”, er en historie om hendes brødre, der bliver stoppet af politiet og bedt om at tage deres tøj af, under en ransagelse af deres bil. Om raceprofilering, og ydmygelse baseret på hudfarven med det grønlige skær.

Da Helin senere i panik og med et flovt udtryk i ansigtet river sine grønne strømper af, bevæger hun sig fra én figur, som skal underholde, til en anden. Med en maske trukket over hovedet og et dyrisk skrig, forvandles hun til en gorilla. Hun kravler på gulvet og slår sig på brystet. Med hænderne gnubber hun sig i skridtet, mens publikum leer. I en dehumaniserende transformation bliver hun til et primitivt dyr – reduceret til et udstillingsobjekt for den hvide beskuer. Dobbeltheden i, at være hvidt publikum, ramte os særligt her.

Scenen taler ind i en bredere kulturdebat om risikoen for, at minoritetsetniske personer reduceres til diversitetstrofæer i kultur- og medieinstitutioner. De udvælges som symboler på mangfoldighed frem for individer med egne kompetencer. Deres identiteter kurateres til underholdning og til at skabe en idé om inklusion. Kritikken ligger i, at brune og sorte personer læses gennem kategorien den afvigende anden i forhold til det ”neutrale” hvide subjekt. Deres kompetencer og autenticitet overses, når det hvide blik iscenesætter deres kroppe som en racialiseret performativitet.

Hele forestillingen bygges op om Helin som influencer, hvor hun efter hver scene tager telefonen frem og fortæller publikum, hvor mange nye følgere hun har fået eller mistet. I den første halvdel forsvinder hendes følgere, når hun snakker om racisme, aktivisme og religion. Men det er indtil hun beslutter at lægge en ny brandstrategi. Sammen med sin hvide instruktør Sofie lægges en strategi, hvor Helin gøres spiselig for det hvide blik gennem makeup og ufarlige samtaleemner.

Helins rejse mod succes kulminerer i slutningen af forestillingen, hvor hun i sin endelige transformation bliver til en vaskeægte kendis med 100.000 følgere, sin egen catchy popsang og en sponsoraftale med McDonalds. Helin bliver ikke blot en stereotyp. Hun bliver til alt det, som hun tog afstand fra i begyndelsen af forestillingen, og bliver belønnet for det hele.

Get Ready with Me på Aveny T gør det tydeligt, hvordan vi som publikum både er vidner til og medskabere af den industri, Helin udforsker. Hver transformation hun gennemgår, peger tilbage på os som deltagere i en kultur, der belønner det tilpassede, “spiselige” og ufarlige gennem vores penge, likes og opmærksomhed. Da vi forlod teatret, stod vi tilbage med en ambivalent oplevelse af at være blevet sat på plads, men også at have fået et godt grin. Forestillingen lykkes med at gøre sine pointer konkrete, kropslige og til tider ubehageligt direkte – og netop derfor bliver tematikkerne nærgående og relevante, også efter vi har forladt salen.