Af Nicolai Søndergaard Beck og Søren Weikop

En kold novembermorgen mødtes vi på Frederiksberg, hvor vi skulle tage metroen til lufthavnen. Rejsen gik til den by, som mange nok vil betegne som en af Europa’s kulturhovedstæder, nemlig Rom. Fulde af forventninger og en glæde over at skulle afsted havde vi et mål om at undersøge, hvordan mangfoldigheden bliver udfoldet i det daglige liv, og portrætteret gennem statuer og monumenter.
Vi vidste på forhånd, at Rom er en by, der er præget af en enorm migration – både historisk og i nutiden. Allerede i antikken var Rom et globalt centrum, hvor mennesker fra hele imperiet samledes. Soldater, handelsfolk, slaver og kunstnere kom fra Nordafrika, Mellemøsten og Asien, og byen blev formet af mange sprog, og traditioner.

Ankommet i lufthavnen
Vi ankommer i Leonardo da Vinci lufthavnen, der ligger i Fiumincino. Da vi stiger af flyet, bliver vi straks mødt med en temperatur, som vi danskere kun kan drømme om i vinterhalvåret. En behagelig solstråle rammer os, og skuldrene sænkes straks. Med kuffert, rygsæk og et begrænset italiensk ordforråd, fik vi købt billet til toget, som skulle tage os ind til centrum af Rom.

Det centrale Rom
Da vi ankommer til Roma Stazione Termini bliver vi mødt af en travlhed. Det var tydeligt, at vi var landet i en storby. Vi mødes af kaos og en påmindelse om den turisme, der fylder Roms gader. Udenfor står de kendte Vespaer parkeret på række. Vi finder dog hurtigt ud af, at den travlhed, vi så på banegården, ikke er tilfældet langs de små cafeer, der er placeret overalt i gaderne af Rom. Her sidder italienere med deres espresso, og ligner ikke nogen, der har travlt. De er til stede i øjeblikket, virker det til. Vi fik hurtigt checket os ind på vores Airbnb, og blev enige om, at vi nu ville ud og undersøge byens kultur og se, hvordan mangfoldigheden udspiller sig.

At føle sig som en del af historien
Første stop på kulturruten var et klassisk romersk monument. For når man går ned ad Via Fori Imperiali, føler man virkelig historien helt tæt på. Står man af bussen ved Piazza Venezia, bliver man mødt af monumentet “Vittoriano” – moderlandets Alter, et gigantisk monument der stod, færdigbygget i 1911 og skal markere 50-året for samlingen af Italien som én nation.
Bagved dette imponerende bygningsværk finder man Forum Romanums verdensberømte ruiner.

Le cate dell’Imperio
Når man nærmer sig Colosseum, finder man på højre side en stenvæg med fire store marmorkort.
Hvert kort viser Rom og dets territorier på et forskelligt tidspunkt i historien. Sammen danner de en visuel fortælling om magtens og imperiets vækst:

1. Rom i begyndelsen (8. århundrede f.Kr.) Et beskedent kort, hvor byen blot er et punkt ved Tiberen — et lille samfund, omgivet af bakker og landbrug.

2. Den romerske republik (omkring 264 f.Kr.) Italien er nu samlet under romersk kontrol. Kortet viser den første store ekspansion, efter at Rom havde besejret sine naboer og var begyndt at vende blikket ud mod Middelhavet.

3. Romerriget under Augustus (27 f.Kr.) Roms første kejser markerer begyndelsen på imperiets gyldne tid. På kortet ses Rom som en middelhavsmagt, der kontrollerer hele kysten rundt om Mare Nostrum – “Vores Hav”.

4. Romerriget under Trajan (117 e.Kr.) Det sidste kort viser Rom på sin største udstrækning: fra Britannien i nordvest til Mesopotamien i øst, fra Nordafrika til Donau.
Disse kort er udført i marmor og de fremstår mest af alt som propaganda-billeder. De skulle minde forbipasserende – især i Mussolinis tid – om, at Italien engang havde hersket over verden, og at den tid kunne genopstå.

I dag tolker vi kortene på en ny måde. De er stadig imponerende og smukt udført, men også et stykke fascistisk iscenesættelse, hvor historien blev brugt til at legitimere Mussolinis fascistiske ideologi. Samtidig er det let at lade tankerne få frit løb. I dag kommer folk til Rom fra alle dele af verden – mange af dem fra de samme egne, der engang lå under Romerriget. På den måde står kortene der stadig, som et symbolsk møde mellem fortidens imperium og nutidens globale byliv. Man går simpelthen ned gennem historien, mens man på vejen flankeres af bronzestatuer af 6 romerske kejsere:

Julius Cæsar – (ovenstående billede)
Augustus – den første kejser
Trajan – kendt for sine store erobringer og bygninger
Hadrian – bygmesteren af Pantheon (i sin nuværende form)
Nerva og Vespasian – kejsere fra det 1. århundrede e.Kr.
Titus – kendt for at have færdiggjort Colosseum

Statuen af Julius Cæsar viser ham i færd med at udføre sin karakteristiske håndbevægelse, som om han stadig taler til folket her over 2000 år senere.
Alle statuerne er opført af Benito Mussolini i 1930’erne, der med denne boulevard ville forbinde sit moderne fascistiske regime med det antikke Roms storhed.
Men Via dei Fori Imperiali er ikke kun en parade af bronzekejsere og ruiner. Det er også et levende byrum, hvor fortid og nutid mødes. Mellem de gamle søjler, stressende turister og amerikanere i golfvogne, fordi de er for dovne til at gå selv, finder man også mange migranter, der arbejder som gadesælgere, der sælger alt fra solbriller til dyre vandflasker og andre former for uautoriserede souvenirs – en påmindelse om at Roms historie ikke er frosset i tiden, men stadig formes af mennesker, som kommer hertil fra hele verden.

Blandt andet fortalte en lokal kok, at det velbesøgte romerske køkken faktisk holdes i gang af migranter. Lige som vi forestiller os, at Colosseum ikke er bygget af lokale romere, men af slaver, som de fragtede tilbage til imperiets hovedstad, når de havde været ude og erobre nye territorier. Disse slaver er dog ikke portrætteret i bybilledet.

I dag giver migranternes tilstedeværelse en ekstra tilføjelse til byen – nemlig en stemning og liv til området. Vi tolker statuerne som diktatorens Mussolinis forsøg på at fortælle om fortiden. Fortællingen om imperiets storhedstid, mens det i dag viser de mange forskellige mennesker på gaden i 2025, en mangfoldig og levende storby, præget af de migrationsstrømme, som kommer til Italiens sydlige kyster i både fra Nordafrika, i jagten på et bedre liv.

Vi skal til Rom igen
Da vi gik rundt i Rom, gik det op for os, at mangfoldigheden ikke gemmer sig i de gamle monumenter, men i livet omkring dem. Portrætteret gennem mennesker på gaden, og i mange forskellige sprog, religioner og race. Vi er dog begge enige, at vi skal tilbage til Rom, og at det klart er et besøg værd.