Af Freja Ellehauge Roneklint

Det er en grå oktoberdag, da jeg krydser den brede plads foran Thorvaldsens Museum. Regnen falder som fint støv fra de tunge skyer og lægger et tyndt slør over byen. Foran museet får jeg øje på Bharti Khers kæmpe bronzeskulptur, som forestiller solguden Dijnn. Den hæver sig som en mørk silhuet mod den lyse stenfacade – et varsel om, at den internationale samtidskunstner Barhti Kher (f. 1969) har indtaget Thorvaldsens Museum med sit både mytiske og mystiske univers. Et univers jeg på denne regnfulde oktoberdag glæder mig til at dykke ned i, mens jeg åbner de tunge døre til museet, og forsvinder ind i varmen.

Indenfor står luften stille, og rummet føles storslået og helligt. De høje lofter, søjlerne, de mørke vægge og vægmalerierne skaber en fornemmelse af andagt og alvor. Det er, som om bygningen selv bærer på en tro på, at kunsten skal løfte os — at den, ligesom religionen, kan bringe os tættere på noget åndeligt. Som kulturforsker Gitte Balling beskriver det, blev mange af 1800-tallets kulturinstitutioner netop skabt i en historicistisk stil, hvor arkitekturen spejlede katedralens. Kunstens huse blev således bygget som templer, der skulle understøtte datidens forestilling om kunsten som noget ophøjet, helligt og dannende. Og det er i netop disse rammer, at Bharti Khers værker midlertidigt har slået rod — i en tankevækkende dialog med Thorvaldsens skulpturer.
Allerede i det første rum, museets sydkorridor til højre for indgangen, møder jeg de første af Khers værker: en lang række collager og billeder indrammet i glas, placeret side om side med Thorvaldsens hvide marmorfigurer. Jeg bevæger mig langsomt gennem rummet, og observerer de muskuløse, heroiske kroppe, der synes at vogte rummet – idealet for det klassiske menneske: det mandlige, det perfekte, det ophøjede.

Khers værker virker næsten skrøbelige i kontrasten, men netop derfor også underligt stærke. Glasfladerne fanger lyset i hallen og åbner små vinduer til en anden verden — et sted, hvor andre historier end den om heltemanden med sit spyd får lov at udfolde sig. Her er ingen sejrrige krigere, ingen mandlige gudefigurer. I Bharti Khers univers er det gudinder, kvindelige politikere og sexarbejdere, der tager scenen sammen med kulturelle og religiøse symboler og hverdagslige artefakter. Hendes værker taler om liv og død, sociale vilkår, flydende identiteter, ulighed og magt — og sammen med Thorvaldsens monumentale mænd danner de tilsammen et rum, hvor fortidens idealer og nutidens virkelighed mødes i et stille, men kraftfuldt opgør.

Thorvaldsens Museum har, som Balling påpeger, en arkitektur, der understøtter kunstens position som noget ophøjet, noget der er i stand til at skabe en spirituel løftet tilstand. Denne ophøjede atmosfære forstærker Khers værker, men også kontrasten mellem dem. Hendes kvindekroppe er ikke idealiserede gudinder i den vestlige forstand, men bærere af menneskelige spor og erfaringer.

I Jesussalen finder vi for eksempel den hinduistiske gudinde Kali, der siddende på hug med spredte ben og et kranium i hånden, indtræder i en spændende dialog med den majestætisk Jesusfigur, der tårner op bag hende og strækker sine arme ud over os i frelsen. Her mødes øst og vest, mand og kvinde, sort og hvid. Kali står for død og genfødsel, for den kraftfulde kvindelige energi ’Shakti’ – mens Jesus står for den vestlige idé om frelsen, om livet efter døden. Der er noget befriende i den måde Kali forstyrrer rummet på, hun bryder med perfektionen, med de vestlige idealer og bringer andre ting i spil; et mytologisk rum, hvor nye dimensioner af tilværelsen får plads.

Der er en dybde i Khers værker, en leg med elementer, symboler, repræsentationer og flydende identiteter, der gør mig nysgerrig på at dykke ned i alle de lag værkerne åbner op for. I værket Lady with an Ermine II leger Kher både med intertekstuelle referencer til Leonardo da Vincis portræt af hertugen af Milanos elskerinde og med symbolikken i de tekrus, der balancerer på skulpturens hoved. Disse fungerer ikke blot som en repræsentation af en lingam, men åbner også et mørkere spor, der peger tilbage mod kolonitiden og dens nutidige efterklange.

I rummet med de seks nøgne kvinder får udstillingen endnu et lag, som rammer mig for alvor. Her ser vi seks kvindelige skulpturer — rigtige afstøbninger af levede liv med mærker, ujævnheder og sammentrukne øjne. Kvinderne er alle over 40 år; de har født børn og arbejdet som sexarbejdere. De står i skarp kontrast til Thorvaldsens glatte, poserende idealer. Hvor hans skulpturer søger det rene og evige, peger Khers mod det levende og forgængelige.

I samme rum står også en statue af Christian den 4. — den danske konge, under hvis regeringstid, der blev brændt flere kvinder som hekse end under nogen anden monark i Nordeuropa. Hans tilstedeværelse kaster en mørk skygge ind over rummet: et minde om, hvordan magt og patriarkalsk kontrol historisk har formet kvindekroppen som både trussel og objekt. Det afføder en uundgåelig spænding mellem magt, køn og repræsentation. Her, blandt konger, guder og helte, får kvindekroppen en ny rolle — ikke kun som symbol eller myte, men som konkret, sanselig eksistens. På denne måde kommer Thorvaldsens Museum, med sine mørke vægge og religiøse ornamentik, til at rumme to fortællinger på én gang: historien om den vestlige kanon og historien om dem, der i århundreder blev placeret udenfor. Bharti Kher stiller sig midt i dette rum og åbner det. Hun gør synligt, hvad Thorvaldsens værker historisk har skjult — og minder os om, at repræsentation ikke blot handler om, hvem der udstilles, men hvem der bliver set.

Balling, Gitte. (2021). “Kap. 2 Kulturformidlingen og kulturpolitikkens udspring og forandring.” In Kulturformidling: teoretiske begreber, historiske perspektiver og kulturpolitiske rammer, 45–66. Kbh.: Samfundslitteratur.

Thorvaldsens Museum. (2025). BHARTI KHER – MYTHOLOGIES (22. august 2025–8. marts 2026). Hentet 6. november 2025 fra https://www.thorvaldsensmuseum.dk/udstillinger/bharti-kher.