Af Mikael Rasch

Den 15. oktober i år (altså 2025), nok den første rigtige efterårsdag efter en sensommer, der bare blev ved og ved, var jeg inviteret til ”generalprøve” på forestillingen, Det vandrende menneske, opført af Det Olske Orkester, som blev stiftet i 2008 med et manifest om at opdyrke en; ”skarp og eksperimenterende teaterform, der inddrager […] den stærke historie” (se link nedenfor). Udtrykket ”stærk historie” må de siges at leve op til med en række forskellige forestillinger over det sidste årti, der stiller skarpt på den danske kolonitid, slavehandel og ageren som imperial magt. Teaterstykket udspillede sig på femte sal under loftet på Nordatlantens Brygges massive træbjælker. Bygningen, der historisk set har fungeret som pakhus for Den Kongelige Grønlandske Handel ((KGH) – en affære, man kunne skrive et langt blogindlæg om i sig selv… tænk på monopol, tran, Knud Rasmussen og rigtig mange penge), huser i dag den Islandske ambassade og de færøske og kalaallit (1) repræsentationer på henholdsvis anden, tredje og fjerde sal af den fem sale høje konstruktion. De resterende etager kan vel bedst betegnes som en form for Nordatlantisk kulturhus eller -institution, der viser skiftende udstillinger med kunstnere fra de nordlige dele af kongeriget. Derudover afholder huset jævnligt arrangementer med talks, filmvisninger, forskellige faglige og kunstneriske festivaler osv. (og, fun fact: Noma åbnede sin første restaurant i bygningens nordlige fløj, hvor de modtog hæderen af at være verdens bedste restaurant flere år i træk). Men på den pågældende vindblæste og kolde efterårsdag i oktober, var loftet altså omdannet til scene for den (mildt sagt) mind blowing oplevelse, jeg havde sammen med de andre i publikum foran de fire skuespillere, der tog os i hånden og førte os gennem den dansk-kalaallit kolonihistorien –> direkte tilbage til fremtiden… (hold nu fast, der skal nok komme en forklaring på det tilsyneladende paradoks).

Stykket åbner med en ung kalaallit kvinde, der står på gulvet midt på den runde scene omgivet af stole til publikum (en form for manege) og danser, synger og ”rocker” med til en radio, der spiller musik fra det kalaallit rockband Sumé (2), som var (kæmpe) store i Kalaallit Nunaat i 1970’erne. Pludselig banker det på døren og ind træder ”antropologen”, den anden af de to (navngivne) roller i stykket. Denne dynamik; antropolog og kalaallit plejebarn (som vi lærer, at vores unge kvinde er) er de to hovedroller i stykket (og måske også i historien). Alle de magtrelationer, som denne dynamik repræsenterer (en metafor for den kalaallit-danske koloniale relation anno 1978, velsagtens), fører os, gennem de to’s rejse tilbage i tiden (dette kræver nok en forklaring) og deres løbende samtaler, ind i kernen af den koloniale blindhed, det så uendeligt gentagende mantra ”i den bedste mening” (3), vreden på den anden side, blikket på hinanden far hver side af den koloniale matrix osv. De to tager, som sagt, på en rejse tilbage i tiden (i en magisk forstand), hvor de ankommer (fra midtjylland) til Kalaallit Nunaat og oplever den moderne kolonihistorie udspille sig baglæns, herunder: spiralskandale, juridisk faderløse problematikken, eksperimentbørn, koncentrationspolitik etc., etc., alt imens antropologen flittigt skriver feltnoter om alt, hvad hun oplever og ser – og til sidst også føler. Her konfronteres de begge, på hver deres måde og fra hver deres perspektiv, med den historie, som de begge to repræsenterer fra hver deres perspektiv som henholdsvis Danmark og Kalaallit Nunaat. Jeg sidder og skriver et helt speciale om det her, så jeg har hverken særlig meget tid eller plads (800 ord) til at skrive det her, men sikke en spændene problemstilling der ligger her. At tage ”tilbage” til sin identitet? Hvordan fungerer det lige?

Så langt så godt. Men, hvad handler stykket egentlig om? Er det kalaallit kolonihistorie? Ja. Men det er også kalaallit fremtidshistorie – for de går tilbage, men alligevel bevæger stykket og fortællingen og vores bevidsthed om historien sig fremad med en inerti og en kraft, som kun bliver stærkere og stærkere. Vi mærker følelserne, validiteten af en harme og en identitetsposition som finder sit fæste. Og som vores kalaallit hovedperson runder stykket af med at sige: ”Jeg går ikke baglæns, jeg går fremad, mod noget der altid har været”.

Nu skal stykket turnere i Kalaallit Nunaat i 2026 (det næste års tid) og det er tvivlsomt, hvorvidt det bliver vist i Danmark igen. Men hvis læseren af dette blogindlæg skulle være så heldig at få muligheden for at opleve denne forestilling, så er der kun en stor anbefaling herfra.

 
Kilder og inspiration:
Det Olske Orkester: https://www.detolskeorkester.dk/det-vandrende-menneske/
Arke, P. (2010). Etnoæstetik. Kunsttidsskriftet ARK, Pia Arke Selskabet & Kuratorisk Aktion.
Brydl Tine. 1998. I den bedste mening. Forlaget Gyldendal.
Gaugaard, Naja Dyrendom & Ambrisius, Amalie Høgfeldt. 2023. The silenced genocide: Why the Danish intrauterine device (IUD) enforcement in Kalaallit Nunaat calls for an intersectional decolonial analysis. Kvinder, Køn & Forskning. No. 2
Jensen, Lars. 2020. Postcolonial Europe. Routledge.
Jensen, Lars. 2016. Postcolonial Denmark: Beyond the Rot of Colonialism? Postcolonial

1) Kalaallit er ordet for det, der ofte i Danmark bliver betegnet som Grønland.
2) Et kalaallit rockband, der indspillede tre album i 1970’erne, som kom til at have en stor betydning i den kalaallit bevægelse mod selvstændighed, som (i første omgang) resulterede i indførelsen af hjemmestyre i landet i 1979.
3) ”I den bedste mening” er blandt andet titlen på en bog skrevet af den danske socialrådgiver og forfatter, Tine Bryld, som beskriver den danske stats egen argumentation for at bl.a. fjerne kalaallit børn fra deres forældre for at give dem en uddannelse i Danmark.