Af Michael Strøm-Hansen og Ida Reinhold Mikkelsen

Det er en efterårsdag i oktober måned. Vi er mødt op foran Nationalmuseet med rygsæk og madpakke klar til en museumsdag i København. Første stop er udstillingen ‘Vølvens Varsel’, som er en af Nationalmuseets nuværende trækplastre, en udstilling der åbnede i 2024 og efter sigende varer helt indtil efteråret 2027. De fleste af os har været her før, højst sandsynligt på tidligere skoleudflugter eller på familieudflugt. Vi opfatter Nationalmuseet som et museum i ordets klassiske forstand. En stor, flot bygning i midten af hovedstaden, nationens kulturinstitution, der fortæller os om vores fælles fortid. En tur til Nationalmuseet må næsten være obligatorisk på folkeskolernes pensum, og vi ser da også at vi denne dag besøger museet sammen med et par skoleklasser fra både indskoling og udskolingen. Vi forbereder os mentalt på lugten af madpakker, lyden af børnesnak og en lærer der gør sit bedste for at holde styr på de mange børn, der hurtigt spreder sig ud på museet blandt montre, udstillingsrum og forvirrede turister. Når vi tænker på Nationalmuseet, så forventer vi store, højtidelige rum med montrer, der udstiller objekter fra nær og fjern, både geografisk og historisk. Der er fuld knald på vikingereferencer i museets souvenirbutik, og fortællingen om danskerne som de stolte vikinger lever her i bedste velgående. Vi er her også i dag for at dykke ned i vikingefortællingen. Vores fælles fortid.

Men i stedet for de klassiske vikingeudstillinger, som vi før har oplevet, forventer vi i dag at opleve en anderledes udstilling. Måske endda en anden fortælling. Hvem er Vølven og hvad vil denne udstilling fortælle os? Vi finder vej op ad trappen til udstillingens indgang, hvor vi bliver mødt af to venlige museumsvagter, der udleverer et sæt høretelefoner til os hver og beder os om at følge instrukserne fra høretelefonerne. Vi stimler sammen foran udstillingens indgang. Det er som om man bliver helt frataget sin egen vilje eller evne til at gøre noget selv, med de her høretelefoner på? Vi lytter og adlyder. Én efter én går vi ind gennem åbningen og følger det som stemmen i høretelefonen siger. Vi kommer ind i et mørkt rum med et stort hvidt ansigt foran os. Er det Vølvens ansigt? Rundt om står høje planter i bede og blandt dem store kar med skinnende substanser. Man må gerne røre – det siger stemmen i vores ører i hvert fald. Den stiller også mange spørgsmål: “Hvad vil du mig, menneske?” og “Vil du vide mere?”. Stemmen guider os videre ind i det næste rum og her skal vi åbenbart opleve Ragnarok. Det er som at stå inde i kernen på en planet, et krigsunivers med ild, lava, lænker og sværd overalt omkring os. Historien om verdens undergang, genoprettelse og nyfundne balance udspiller sig omkring os.

Det sensoriske er i højsæde, og det eksperimentelle element er præget af underholdning, men også forvirring. Baggrunden for denne forvirring kan siges at ligge flere steder. For at skabe det følelsesmæssige og ophøjede engagement til udstillingen, som det sensoriske kan åbne op for, er et vigtigt element interaktionen mellem os som subjekter og de objekter vi er præsenteret for (Dudley, 2012:5). Og her kan det siges, at vi kan finde roden til noget af forvirringen. Det er netop ikke reelle objekter, vi som subjekter får lov til at interagere med gennem Vølvens fortælling i første del, men nærmere pseudo-objekter eller stedfortræder-objekter, som har til formål at rammesætte Vølvens fortælling. Vi efterlades derfor i sidste ende med et sløret billede af, hvad pointen, og ikke mindst relevansen, objekterne i denne del af udstillingen har, og dermed hvordan de skal forstås. Det er nemlig først efter Ragnaroks indtræden i fortællingen, at vi som subjekter rent faktisk får lov til at interagere med historisk autentiske og virkelighedstro objekter, i deres egen spændende og fængslende storhed.
Efter Vølvens fortælling går man videre, lidt upåvirket og ind i det næste rum og her virker det som om udstillingen slutter. Her er mørkt og åbent, lidt tomt ved første øjekast. Længere inde står der dog montre og lyser op med gyldne objekter, smykker, våben og andre fortidslevn. Høretelefonerne bliver på, og når man stiller sig hen til en montre, begynder en ny stemme at fortælle. Det er lidt forvirrende, for hvilket objekt tales der om? Ret pludseligt skal man stå og lede efter et specifikt objekt som stemmen i vores ører beskriver og forklarer omkring. Tvivl opstår – er jeg ved den rigtige montre eller ligger det lille smykke der forklares om mon i montren ved siden af mig? Eller måske på den modsatte side? Der er rigtig meget at se i dette rum, fornemmer man i den mørke belysning. På væggene står der tekster, som man kan læse, samtidig med at der i høretelefonerne stadig fortælles derudad. Der sker rigtig meget i rummet, hvor man har prøvet at kombinere en klassisk udstillingsform med de nye sanselige, oplevelsesbaserede tiltag. Det lykkes ikke helt, da lyd og bevægelse ikke rigtig matcher, og man bliver derfor hurtigt forvirret og lidt udmattet af at skulle navigere rundt i de mange indtryk. Hvor der i første del var et fysisk møde med tomme objekter, bliver der her et møde med virkelige objekter der ikke får lov til at blive oplevet, sanset, fordi man forstyrres af en forvirring og en overvældende brug af sensoriske tiltag. Det er ærgerligt, for vi ser intentionen. Kadeau til forsøget – men udførelsen kunne gentænkes, da fortællingen har så meget potentiale som ikke forløses, desværre.

Litteraturliste:
Dudley, S. H. (2012). Encountering a Chinese Horse: Engaging with the thingness of things. In S. H. Dudley (Ed.), Museum objects: Experiencing the properties of things (pp. 1–15). Routledge.