Af Andrea Sloth Thomsen
Kan bygninger og byrum blive hjem for både mennesker, dyr og planter? Kan arkitekturen lære af naturens geniale design, hvor alt hænger sammen i perfekt balance? Og tør vi begynde at se os selv som en del af naturen, ikke adskilt fra den?

Sådan spørger udstillingen The Age of Nature på Dansk Arkitektur Center, som jeg besøger en kold og våd november dag i København. Spørgsmålene møder mig, idet jeg træder ind i et besynderligt rum med træer pakket ind i plastik, høje huler af tang, lyserøde podier og et mobilt laboratorie. Med opmuntring fra socialantropolog Sandra H. Dudley, har jeg på forhånd besluttet mig for, at jeg vil finde ét værk, som drager mig, og sanseligt engagere mig med ”the thingness of things” (2012). Jeg opdager hurtigt nogle træstammer, eller rettere sagt, det der er tilbage af et træ, efter et træ er blevet fældet; en bundstamme og dets rodnet. De ligger på gulvet, beskidte og underligt rene på samme tid, viklet ind i sig selv på laminatgulve. Ved siden af træerne er der blevet placeret nogle større sten. Midt i farver og plastik og skærme, har jeg fundet mit værk: træet.

Hvad laver det her? Hvordan skal vi forstå disse rå, nøgne, ubearbejdede nederste dele af træer som fremtidens arkitektur? Jeg oplever først næsten en lille provokation – skal det virkelig være så ’nemt’, at man bare kan placere roden af nogle træer, placere nogle sten og så træde væk? Der er jo ikke nogen, der har ’gjort’ noget? Det forstyrrer mine forestillinger om fremtid, så koblet op på udvikling, progression og innovation. Dets simpelhed både drager mig, provokerer mig og vækker min nysgerrighed.

Jeg bevæger mig tæt på, rundt om det, giver mig tid, og forsøger at aktivere alle mine sanser. Rodnettet er fyldt med størknet jord, og på én af stammerne ser jeg pludselig, at der kravler en bænkebider. Bænkebidere har jeg hørt, er tegn på god fertil jord. Den er blevet forflyttet ind i et arkitektonisk rum skabt til at sikre afstand mellem mennesker og biller, i udstilling som handler om at skabe hjem for både mennesker, dyr og planter. Med ét forstår jeg: Træet er billens hjem og det er vores hjem, og det er hundredevis af arters hjem. Med træet vi søger ly og får varme. Træerne gør denne klode beboelig, er klodens lunger. Hjem, rødder, ophav, forbindelser, forviklinger, jord, sten.

Træet har også en central plads i den nordiske mytologi, hvor asketræet Yggdrasil er centrum for og forbinder de ni verdener. Det er af træer de første mennesker, Ask og Embla, opstår. Både mytologisk og i realiteten er vi forbundet til og forviklet ind i træer på stor og lille skala, ligesom rødderne vikler sig ind i hinanden på dette kontrastfyldte kliniske gulv. Jeg lægger mærke til, at rødderne også er knækket over. Er træet væltet og rodnettet revet over i en storm? Eller er det gjort med menneskelig vold?

Træerne huser, skaber og fordrer liv. Men træer fældes, og nogle skove udryddes, mens andre brænder. Alt sammen fordi at ”vi” (kapitalismens drivere og vores manges stigende forbrug) ikke har anderkendt træets centralitet, ikke blot for vores eget hjem, men for alles hjem. Paradoksalt bruger vi de millioner år gamle døde træer, som i dag er omdannet til kul, til at få vores klode til at brænde. De afhuggede stammer og de knækkede rødder vidner pludselig om den menneskelige påvirkning på klimaet og det biodiversitetskollaps, der følger med blandt andet træernes stigende forsvinden. Alligevel vidner rodnettets forviklinger om den forbundethed og sammenhæng, der uløseligt er mellem træet og alt andet levende. Stenene ved siden af bliver manifestationer af dyb tid og en fasthed i en verden i forandring, og i, hvad der kan føles omskifteligt og vindblæst og vildt.

Jeg startede dette indlæg med spørgsmålet om, hvad dog dette træ, råt og ubearbejdet, og alligevel fældet og kurateret sammen med sten på laminatgulv, lavede i denne udstilling. Gennem at give tid, gennem at observere, og med påvirkning af de sansninger og informationer, der ligger i rummet som helhed, er dette spørgsmål gennem mit besøg blevet gjort åbenlyst: træet er både fortidens og fremtidens bud på bæredygtig arkitektur. For vi – både mennesker og dyr – har ikke kunnet, og vil ikke kunne overleve uden. I al sin enkelthed og kompleksitet taler det her sit eget tydelige konkrete, metaforiske og mytologiske sprog: Vi er i slægtskab med træet, som en del af naturen, og det er på tide at forstå ikke blot træets geniale design, men dets uundgåelige forviklinger med og fundament for vores allesammens hjem.

Litteratur
Dudley, S. H. (2012). Encountering a Chinese Horse: Engaging with the thingness of things. In S. H. Dudley (Ed.), Museum objects: Experiencing the properties of things (pp. 1–15). Routledge