Af Lana Adnan Dhaka

Der er noget næsten rituelt over at træde ind i et rum oplyst af hundreder af flimrende lys. Da jeg en aften trådte ind i Odd Fellow Palæet for at opleve Candlelight: En hyldest til Queen, blev jeg straks grebet af stemningen, en sanselig ro fyldt med varme, historie og forventning. Rummet med sine lyseblå vægge, hvide stukornamenter og høje lofter dannede en næsten åndelig ramme om koncerten. Et stort skilt med Candlelight-logoet og ordet WELCOME bød publikum indenfor i en gestus, der i sig selv udstrålede tilgængelighed og inklusion.

Koncerten, præsenteret af Fever, havde et klart formidlingsmæssigt koncept: at bringe klassisk musik og populærkultur sammen i et nyt æstetisk univers. Ved at genfortolke Queens ikoniske sange gennem en strygekvartet skabte arrangementet et møde mellem det velkendte og det uventede, et levende eksempel på, hvordan kulturel mangfoldighed kan udfolde sig på tværs af genrer, æstetik og publikumsgrupper.

Konceptet bag Candlelight-koncerterne er enkelt: at bringe klassisk musik, film og populærkultur ind i nye rum og skabe et multisensorisk møde mellem fortid og nutid, mellem det fysiske og det æstetiske. Denne koncert var en hyldest til rockbandet Queen, men alt omkring den fra rummet til belysningen trak på traditioner fra den klassiske musikverden.

Jeg sad på Zone A, tættest på scenen, hvilket i sig selv kan ses som en privilegeret position i rummet. Her blev forskellen mellem distance og nærhed tydelig, både fysisk og kulturelt. Det fik mig til at reflektere over, hvordan rum og placering kan påvirke publikums oplevelse og deltagelse. Jeg blev mindet om, at mangfoldighed i kultursektoren ikke udelukkende handler om køn, etnicitet eller alder, men også om form, formidling og tilgængelighed.

Publikum spændte fra unge par til ældre ægtepar, samlet i et fælles kulturelt sprog: musikken. Da arrangørerne bad os lægge telefonerne væk, sænkede der sig en kollektiv stilhed. De første toner af Somebody to Love, fremført af strygekvartetten Copenhagen Strings, forvandlede rummet. Det var, som om Queens musik blev genfødt fri for elektriske guitarer, men stadig båret af den samme passion, rytme og tilgængelighed.

At høre Queens sange i klassisk form var en oplevelse, der inviterede til refleksion over, hvordan kultur konstant transformeres. Hvor Queen oprindeligt stod for farverig flamboyance og rockens teatralske energi, blev koncerten her en mere intim og eftertænksom fortolkning, en form for kulturel oversættelse. Det var ikke blot en genfortolkning af Queen, men et eksempel på, hvordan klassiske musikformer kan møde populærkulturelle ikoner og skabe noget nyt. Publikum, der måske normalt ville lytte til Mozart eller Vivaldi under sådanne lys, trampede nu taktfast til We Will Rock You. Vi trampede og klappede i takt, mens musikerne smilede og nikkede i rytmen. I et øjeblik forvandlede koncerten sig fra en traditionel opførelse til et fælles kulturelt rum, hvor publikum blev medskabere. Det var en stærk formidlingsstrategi, der demonstrerede, hvordan deltagelse og inddragelse kan styrke ejerskab og fællesskab. Publikum kom fra vidt forskellige baggrunde, men i taktens slag blev vi en del af det samme fællesskab, et kollektivt udtryk for kulturel lighed, hvor hierarkier mellem scene og sal midlertidigt opløstes.

Odd Fellow Palæet, oprindeligt et eksklusivt samlingssted for en broderskabsorden, danner i dag ramme for åbne kulturarrangementer. Det er i sig selv et symbol på den transformation, der præger kultursektoren, hvordan lukkede institutionelle rum kan demokratiseres gennem tilgængelige formater. De elektriske lys, der erstattede stearinlys, skabte ikke blot stemning, men repræsenterede en bæredygtig og sikker æstetik. Det illustrerede, hvordan etik og æstetik kan forenes, og hvordan autenticitet i kulturformidling ikke nødvendigvis ligger i materialet, men i oplevelsen.

Musikken bar aftenen. Bohemian Rhapsody blev fremført med en kraft, der næsten fik én til at glemme fraværet af sang. Violinen tog stemmen, celloen pulserede som hjertet i sangen. Under Love of My Life opstod en næsten andægtig stilhed, hvor publikum holdt vejret i takt med tonerne. Koncerten blev en sanseoplevelse, hvor lyd, lys, rum og fællesskab smeltede sammen. Den var ikke blot en koncert, men også en æstetisk installation og en fortælling, et møde mellem mennesker gennem kunstens mange sanser.

Da koncerten rundede af, og publikum igen greb telefonerne for at forevige det sidste nummer, We Are the Champions, opstod et øjeblik af fælles begejstring. De gyldne lys flimrede, smil bredte sig i rummet, og grænserne mellem scene og sal opløstes i et fælles åndedrag. Det var ikke blot afslutningen på en koncert, men kulminationen på et fælles kulturelt møde, et rum, hvor mangfoldighed blev levet, ikke blot repræsenteret.

Candlelight: En hyldest til Queen blev for mig et symbol på, hvordan kultur kan skabe forbindelser på tværs af forskelle. Mangfoldighed handler ikke kun om, hvem der er til stede, men om hvordan vi inviteres til at deltage, føle og forstå. Når musik, rum og æstetik forenes i en oplevelse, der appellerer til sanserne frem for forklaringen, opstår ægte inklusion. I skæret fra de kunstige lys blev det tydeligt, at ægthed i kulturmøder ikke afhænger af materialet, men af det menneskelige nærvær. Candlelight viste, at selv i en iscenesat atmosfære kan ægte fællesskab opstå – et fællesskab, hvor lys bliver et universelt sprog, der minder os om, at kulturens kraft ligger i dens evne til at forbinde os som mennesker.
Kilder
Copenhagen Strings. (2025). Strygekvartet Copenhagen Strings.
https://copenhagenstrings.dk

Fever. (2025). Candlelight: En hyldest til Queen.
https://feverup.com/m/135263/da?srsltid=AfmBOopOFaWjBiVm1GZjJNM7S9ma-yiIlMhtgdphtku-wOArVu19X6Ha

Kulturministeriet. (2023). Kulturpolitisk redegørelse 2023.
https://kum.dk/fileadmin/_kum/1_Nyheder_og_presse/2023/Kulturpolitisk-redegoerelse_TG.pdf

Odd Fellow Palæet. (2025). Odd Fellow Palæets historie.
https://bredgade28.dk/odd-fellow-palaeets-historie/