Tekst af Emmi Risted Hillig

 

Forestil dig følelsen af at binge-watche en serie, at have brugt en hel søndag under dynen og kontinuerligt trykke “Ja, jeg ser stadig med”, alene i din egen verden. Forestil dig nu at bytte din seng og dyne ud med den store sal på Det Kongelige Teater, og din egen verden deler du nu med en fyldt sal. Jeg oplevede en sær samhørighed og hjemlighed i de ellers formelle og lidt stive rammer, jeg oplevede et fællesskab og en sårbarhed delt med publikummerne omkring mig.

1. 19 september tilbragte jeg otte timer på Det Kongelige Teater. De otte timer tilbragte jeg til forestillingen Arven. Arven er en heldags forestilling i 6 akter. Stykket er skrevet af Matthew Lopez, amerikansk dramatiker og filmmanuskriptforfatter, og er instrueret på Det Kongelige Teater af Thomas Bendixen. Stykket handler om en gruppe homoseksuelle mænd i New York i 2016, om venskab, kærlighed, politik, tab, sorg og det at forstå sig selv som homoseksuel i relation til AIDS-epidemien/krisen. Forestillingen handler om 10 unge mænd, der prøver at finde ud af, hvem de er i livet. Sammen mødes de og skaber deres egen fortælling. “De her mænd har en ting til fælles, det er, at de er homoseksuelle, og at generationen før dem næsten blev udslettet af AIDS”, fortæller instruktør Thomas Bendixen (Det Kongelige Teater, 2024).

 

Arven sætter fokus på den betydning, som AIDS-krisen havde og stadig har for queer personer. Hvordan det, at den første generation af semi-frigjorte og åbent homoseksuelle døde af AIDS, og hvilke konsekvenser dette har i dag. Karakterne i stykket forsøger at forstå sig selv i relation til den manglende spejling, arv og historie, der forsvandt med alle dem, der døde af AIDS.

Med alle dem, der døde af AIDS, forsvandt en hel generation af forbilleder, forgangspersoner, en kulturarv og en vigtig queer-repræsentation. Samtidig var AIDS-krisen en manifestation af diskriminationen mod homoseksuelle. Derfor var det ikke blot en mistet arv, men også et kæmpe setback i synet på homoseksualitet og queer liv.

“Hvad handler din fortælling om? Mig. Mine venner. De mænd jeg har elsket og dem jeg har mistet”, sådan lyder en replik fra stykket, som sætter rammen for hele fortællingen. Det er en metafortælling om gruppen af venner, der prøver at finde sig selv ift. venskaber, kærlighed, identitet, politik og det at være homoseksuel. De prøver at forstå, på hvis skuldre de står, og disse skuldre er ‘AIDS generationen’ – den generation, der blev ramt af AIDS epidemien i 80’erne, dem som ikke overlevede, og alle dem der havde frygten, tabene, sorgen og samfundets stigma og diskrimination helt tæt inde på livet. Arven skildrer karakterernes møde med det historiske vingesus fra AIDS epidemien og fortæller historien om, hvordan de kan bruge forståelsen af denne arv i at skabe deres eget liv og identitet.

Thomas Bendixen forklarer, at forestillingen ikke er et sørgetog, men at den ønsker at sige; “Husk hvad I kommer af. Husk på alle de unge mænd der døde og husk på, hvor heldige I er, at I får lov til at leve længe. I har livet foran jer” (Det Kongelige Teater, 2024).

En arv fra generation til generation:

Arven sætter fokus på den arv, der går fra generation til generation. Da jeg så stykket, havde jeg både min mor, lillesøster, min kæreste og deres forældre med. Særligt oplevelsen af arv og manglende arv, de manglende forbilleder og spejlinger og den kulturarv som AIDS epidemien udslettede, satte sig i mig efter stykket. Jeg var i alle 6 akter rørt til tårer. Jeg følte mig set, overvældet og stolt. Stolt over den repræsentation, som Arven fører ind i en så forankret og traditionel kulturinstitution som Det Kongelige Teater. At se en forestilling på Det Kongelige Teater med homoseksuelle mænd, deres lyster, sorger og relationer til hinanden fremstillet for et så diverst publikum, som Det Kongelige Teater rummer. Desuden var det en rørende oplevelse, at queer-fest, dating og sexkultur blev vist frem uden blufærdighed.

 Det var tydeligt, at den oplevelse, vi hver især havde, var forskellig. Min mor og min kærestes forældre var berørte af historien om AIDS i 80’erne, fordi de var der, de oplevede det også, de kan huske venner, der døde og fortællingerne. Frygten, der blev spredt ift., at AIDS, HIV og sex var farligt og kunne slå dig ihjel. Min kæreste og jeg var berørte af forestillingen pga. skildringen af denne generation, dem som vi står på skuldrene af, tanker om, hvad der kunne have været, hvis ikke store dele af denne generation var blevet udslettet af AIDS, samt stigmaet og diskriminationen der skildres i Arven. Måden det blev italesat, at man som queer person i dag også har et ansvar, både ift. at forstå hvilken betydning AIDS havde og stadig har, desuden ikke at tage for givet, hvad vi har i dag. Der blev i forestillingen sagt noget ala. ‘Husk nu at have det sjovt, fordi I har muligheden, en mulighed som de ikke havde, og husk så også lige at have det 10% sjovere for dem, der ikke fik denne mulighed pga. AIDS’.

I Amy K. Levins artikel, “I will freely circulate in the intermediate space”: Cahun and Moore’s resistance to gender and national boundaries (2017), beskrives de institutioner, der fokuserer på og repræsenterer queer-identiteter, hvordan dette gøres og de forskellige udfordringer og problemer ved den mangle repræsentation i kulturinsitutionerne. ”Despite increasing public acceptance of homosexual relationships, many museums and heritage associations continue to equivocate about the sexuality of artists who identify as gay or lesbian” (Levin, 2017, s. 456). Artiklen fokuserer på museer, men jeg tænker, at overvejelserne fint kan overføres til den repræsentation, der sker i teateret. Særligt fordi forestillingen spillede på Det Kongelige Teater, som jeg vurderer er en særlig, finkulturel institution, ift. andre mindre teatre, særligt i København, der mere generelt arbejder med repræsentation. Jeg tænker, at det er et vigtigt skridt i retning af normalisering og repræsentation, at denne kulturinstitution arbejder med en anden kulturarv (queer personer). Mange af skuespillerne i Arven queer personer, hvilket forstærker repræsentationen og viser, at institutionen ønsker at forholde sig til kunsternes seksualitet ift. historien, de spiller.

The erotic remains a challenge for museums and heritage institutions, many of which keep sexually explicit works in storage or display only erotic works from other cultures (…) In other words, mainstream museums in the global West and North have traditionally created the impression that eroticism was foreign (…) the public has a limited acceptance for same-sex eroticism. (Levin, 2017, s. 460-461)

Teateret, skuespillerne, instruktøren og manuskriptforfatterne rykker og udfordrer grænserne for normalitet. Det erotiske bliver ikke en udfordring i Arven, den er tydelig og i centrum. Her fremmedgøres erotikken ikke, den vises som naturlig og som en del af mændenes fortælling om dem, deres liv og identitet. Jeg oplever, at kulturinstitutionen ikke har et problem med same-sex eroticism i denne forestilling, og det er meget befriende at opleve.

En følelse af forbundethed satte sig i mig efter Arven. En følelse af at have mærket en forbindelse til det mistede forbillede og den manglende arv. Desuden særligt at opleve dette gennem Arvens queer repræsentation. Jeg havde en følelse af, at have givet mig hen, ladet mig opsluge og fordybe mig i Arven. Denne forbundethed, heldagsforestillingen og de rørende og ofte tabuiserede emner er, hvad teatret ønskede at frembringe:

Følelsen af at være forbundne. Det er hypnotisk at tilbringe en hel dag i teatret med skuespillere såvel som andre publikummer. Følelsen af, at alle er forbundne, er intet mindre end magisk. (Det Kongelige Teater, 2024).

Både historien og opsætningen er, for mig, med til at skabe følelsen af forbundethed. Muligheden for at tage sig tid til fordybelse og lade følelserne flyde derudaf, gjorde meget for oplevelsen.

Jeg vil anbefale alle denne oplevelse, både pga. formatet og det særlige i følelsen af at binge-watche sammen med andre. Men særligt for at opleve denne forbundethed. Husk kleenex!

Referencer:

Det Kongelige Teater. (2024). Arven (2024) | DET KGL. TEATER. Det Kongelige Teater. Retrieved November 9, 2024, from https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/skuespil/arven

Levin, A. K. (2017). “I will freely circulate in the intermediate space” Cahun and Moore’s resistance to gender and national boundaries. In Global mobilities: Refugees, exiles, and immigrants in museums and archives (pp. 454-470). Routledge.