Blogindlæg af Rasmus Levinsen og Benjamin Kold Rosenkilde

Bloggernes fotos fra udstillingen bringes med tilladelse fra Det Kongelige Bibliotek

Vi befinder os et sted mellem Københavns gamle sukkerfabrik og de gamle pakhuse på toldboden. En ufrivillig poetisk placering for udstillingen Blinde Vinkler omhandlende Danmarks fortid som kolonimagt på øerne St. Thomas, St. Jan og St. Croix.

Jeanette Ehlers værk ”Black Magic at the White House” er det første, der sparker sig ind i erindringen når dørene til udstillingen går op. Et digitalt værk, som manifesterer sig i et 3,46 min. langt filmklip af Ehlers selv, der gennem en spejlblank reflekterende visualisering, opfører en voodoo dans inde på Marienborgs bonede trægulve. En fin kommentar til Danmarkshistoriens forsøg på at usynliggøre og afskrive de slavegjortes stemmer fra kolonihistorien, og heraf en kommentar på umuligheden i dette. Historien eksisterer og hjemsøger os ligegyldigt vore utallige forsøg på at usynliggøre og tie den ihjel.

Udstillingen Blinde Vinkler på Det Kgl. Bibliotek er opdelt i seks rum. Med titlerne Paradisdrømme, Tæmmet landskab, Udsigt til imperiet, Koloniens ufrie kroppe, Herskab og tjenestefolk og Folkeliv og Palmesus føres den besøgende gennem nogle af Danmarkshistoriens dystre kapitler.

Vi følger lyset i den ellers dunkle belysning og træder ind i rummet Paradisdrømme. Med et lydspor af piskesmæld i baggrunden, som er umuligt at finde kilden til, skabes der fra start en trykkende stemning i udstillingen. De uplacerbare piskesmæld ender med at fungerer som en form for soundtrack til værkerne og giver en ubehagelig (s)tilstand i form af en altovervågende pisk, der er i konstant cirkulation og aldrig hviler. Associationerne ryger straks hen på den konstante stressfaktor de slavegjorte måtte have levet med, velvidende, at man blot var en forkert handling væk fra et piskeslag.

Smældet fra pisken bliver svagt stærkere i det næste rum, Tæmmet landskab, dog uden en forløsning for lydkilden. Rummet viser en samling gamle lokale landkort over øerne, udarbejdet af den danske kolonimagt. Kortene viser alt fra opdelingen af produktionslandskabet, øernes forsvarsmuligheder til hvem og hvor de slavegjorte boede på øerne. Derudover viste de en klar systematisk produktionsopdeling, hvor de slavegjorte blev opdelt i køn, alder og kulør i forhold til hvilket arbejde de i sidste ende skulle udføre.

Landskaberne udforskes videre i Udsigt til imperiet, som indeholder en række malerier og litografier af landskaberne på øerne. Disse omringer en glasmontre i midten af rummet som indeholder porcelæn af lignende motiver. Kendetegnet for samtlige værker er her deres idylliske romantisering af øernes solnedgange, grønne arealer og slavegjorte kvinder, der arbejder med et smil på læben.

 

Koloniens ufrie kroppe er et rum med en stærk kompromisløs kontrast til den før præsenterede idyl, og viser sig samtidig som værende lydkilde for piskesmældene, hvis lydspor indtil videre har gennemsyret udstillingen på tværs af rum. Videoinstallation ”Whip it Good” kører på repeat på et filmlærred i rummets midte. Installationen viser Ehlers i et performance act, hvor hun iført hvid kropsmaling og hvide klæder, gnider en pisk i kulrester, hvorefter et opspændt hvidt lagen bliver gennempisket. Resten af værkerne er opstillet langs rummets fire vægge og består af avis og bogudsnit, som viser kolonitiden- og Danmarks grusomheder og deres umenneskelige forhold til de slavegjorte. Videoinstallationen kører på begge sider af lærredet, så lige meget hvor du går hen i rummet er du nødt til at forholde dig til den. En installation, der ikke kan overdøves eller usynliggøres. Ehlers performance act er en udstrakt langefinger til ideen om, at de slavegjorte, på øerne, blev givet deres frihed af en humanistisk lilleputnation og en frelsende faderskikkelse i form af Von Scholten. Hvis det ikke var for de slavegjortes eget oprør og modstand havde de ikke set friheden. Det var noget de tog, ikke fik.

Efter leg med de digitaliserede fotoalbums og portrætter i Herskab og tjenestefolk, samt opdagelsen af gamle postkort og kragetæer op gennem det 20. århundrede i Folkeliv og Palmesus, munder hele udstillingen ud i det sidste værk ”Efterbilleder”. En digital installation hvor forfatter og satiriker Anna Neye er sat i stævne med og konfronterer direktøren for Bravo-tours, en spildesigner, samt en historiker og forsker om hvilke problematikker, der ligger i vores forståelse og videreformidling af den danske kolonitid.

Begrebet ”The contact zone” blev dannet af Mary Louise Pratt i et forsøg på at undersøge ulige magtrelationer i sociale rum hvor der måtte være grobund for sammenstød og konflikt. Her understregede hun vigtigheden i inklusionen og samarbejdet med de grupper der førhen blev set som ’de andre’. James Clifford viderebragte senere konceptet ind i museumsrummet. Clifford argumenterede for de koloniale magtrelationer stadig var tilstedeværende i vestlige museer og talte for et samarbejde og deling af autoritet.

Hele udstillingen inkluderer og sammenfletter fortidens romantiserede kolonisyn rigtig fint med et konfrontatorisk og kompromisløst opgør med selvsamme. Limen som binder udstillingen sammen bliver de tre videoinstallationer der, i udstillingens start, midte og ende, alle på hver deres måde konfronterer, kommenterer og kræver et opgør med den danske kollektive erindring vedrørende landets fortid som kolonimagt. Ehlers og Neye er begge kvinder fra det afro-danske miljø og har gennem deres værker, bøger og indslag ofte italesat den danske racisme og dens historie, eller i hvert fald manglen af viden om den. Ehlers værker og værket efterbilleder får da også ekstra pondus grundet udstillingens komposition og flair for kontraster. Det skal dog siges, at kuratorerne på udstillingen gennem deres værkbeskrivelser, ligeledes formår at stille spørgsmålstegn ved værkerne og den tid de er lavet i. Dette på en måde som ikke virker søgende, men derimod indbyder til tanke og refleksion for den enkelte besøgende. Blinde vinkler formår at lege med de digitale installationer på en måde hvor de ikke bare komplementerer de ”døde” værker, men faktisk forstærker dem. Desuden gør udstillingen ikke bare op med den romantiske fortælling, men ligeledes med hvem der får lov at fortælle den. Blinde vinkler er en manifestation af Pratts begreb. Man har med udstillingen kreeret et rum for kritisk refleksion gennem et samarbejde og delt autoritet med, i dette tilfælde Ehlers og Neye, som står i kontrast og kræver et opgør med den gamle fortælling af Danmarks kolonitid. Udstillinger som denne repræsenterer en ny tilgang til vores fortid, en fortid vi aldrig må glemme.