Blogindlæg af Sigrid Pepke Jeppesen & Simone Lindberg Gregersen

Det første vi møder på vores vej op ad trapperne til udstillingen Stemmer fra Kolonierne, er en mannequin-turist på trappen. Iklædt en sort T-shirt med skriften “St. Croix – Vi burde have beholdt den!” viser den vej mod de stemmer, vi er kommet for at høre. Som dansk koloni var St. Croix det perfekte sted for frugtbare plantager og profit, og blev hjem for dristige danskere med store drømme. Det blev også hjem for de slavegjorte, der blev hentet fra den afrikanske guldkyst. Som tidligere dansk koloni er det det perfekte sted til en krystalklar dukkert og en kølig drink i solen. En udmærket turistdestination. Man skal ikke lede længe på nettet for at forstå, at det stadig er en del af en dansk nationalforståelse, der tillægges en vis nostalgisk værdi.

Da vi når op ad trapperne og træder ind i den egentlige udstilling, bliver vi mødt af en rolig stemme, der i samspil med et dynamisk verdenskort sætter tonen for resten af udstillingen. Det viser os Europas koloniale udvidelse gennem årene. Illustreret med farver viser det, hvordan Afrika, Amerika, Grønland, mfl. bliver europæisk. Bare sådan.

Vi er på Nationalmuseet for at opleve Stemmer fra Kolonierne, den seneste tilføjelse til museets permanente udstilling. Vi er spændte på hvilken 2017-form, Nationalmuseet har givet fortællingen om Danmarks kolonitid og er allerede positivt stemte. Som vi står og iagttager og lytter til kortet, begynder de stemmer, der flyder ud af højtalerne i de forskellige rum, at glide indover hinanden. De bliver i stedet til støj. Så vi følger en ny stemme ind i et nyt rum. Stemmen ved kortet beskriver historiske nedslagspunkter, og stemmerne i det nye rum fortæller personlige beretninger. I takt med at vi bevæger os gennem de forskellige rum, fyldes vi af fortællinger via høje stemmer, interaktive skærme, videoklip, store verdenskort over trekantshandlen og genstande fra de danske kolonier.

For blot en time siden diskuterede vi, hvad udstillingen skulle vise et møde i mellem. Om det ville blive os, danskere, der skulle møde et etnografisk portræt af dem, der byggede vores rigdom? Det skulle vise sig at blive et møde med os selv. Fortalt gennem de slavegjortes stemmer. Udstillingen får relevans på flere måder. Set i lyset af den nutidige, danske debat om lukkede grænser får man et anderledes indblik i “det samfund vores forfædre har bygget op gennem århundreders storhedstid”. I dag tager vi et kig ind i den nationale fortælling, vi øjensynligt er så stolte af: I dag er vi ikke kun på Nationalmuseet for at møde og lære om “de andre”, men også for at møde os selv.

Hvem er så i fokus? Det er de koloniserede og deres stemmer. De er betydningsfulde, og det er dem, vi skal høre og huske. Fortællingen om Oly, der som barn blev væk fra sin familie og tilfangetaget i sin afrikanske landsby, gør særligt indtryk. Han fortæller den “selv”, gennem et lille hørerør, og man kan se ham i øjnene, hvis man kigger i den lille, interaktive skærm. Efter at have boet hos nogle missionærer på St. Thomas tager de ham med til Tyskland. Her ender han dødssyg sine dage, 10 år gammel.

Danskernes rolle

Men udstillingen er også en fortælling om magt og de, som havde magt over andre. Derfor fylder de danske kolonisatorer, de danske tilflyttere også i udstillingen. Lige fra Hans Egedes kristne mission i Grønland til den ‘almindelige’ godsejer på St. Thomas med slavegjorte afrikanere i sin caribiske sukkerrørsplantage. I stedet for at lade os stå og stirre på objekter i en montre, gør Nationalmuseet brug af andre virkemidler, og stemmerne fra kolonierne bliver mere nærværende. Det er fortællingen om Oly, oprørslederen Queen Mary, Else, Pooq og alle de andre stemmer, som har gjort indtryk på os, da vi forlader udstillingen.

Selvom at Nationalmuseet ikke er revolutionerende på interagerende teknologi, synes Allison Landsbergs begreb Prosthetic Memory (2004) nyttigt at have i baghovedet. Gennem prosthetic memories skabes mere empati for den ‘anden’, fordi deres minder og fortællinger inkorporeres i ens bevidsthed og bliver en del af ens eget minde og fortælling. Ved at give stemmer fra kolonierne plads til “selv” at fortælle deres historier, skabes et dybere tilhørsforhold til dem. Ved reelt at høre Olys stemme (eller indspillet af et barn) skabes et bånd mellem forhistoriske Oly og os selv i nutiden på Nationalmuseet. Der skabes empati. Og det er den empati, vi skal bruge til at anerkende og respektere andre mennesker i dag. Det er den empati, vi skal tage med ud i virkeligheden. Men hvordan får man skabt en plads til den, i den nutid og det samfund vi lever i? Hvordan skal vi give den mening og relevans for vores liv i dag, når vores statsminister så fint formulerer: “Ja, det var grimt. Vi har gjort noget forfærdeligt. Heldigvis er det fortid” i sin nytårstale fra 2016. Vi må spørge, om det ikke netop er den, vores fortid, vi skal lære af? Og tage med os? Og aldrig glemme eller negligere det til “bare at være fortid”. Det er denne arv, vores samfund er bygget på. Og det er det, vi tager med os fra Nationalmuseet i dag.