Af Miguelina-Marie Lestern, Mia Harpsøe Engel og Marie Brink Lunau

En solrig dag i slutningen af september 2022 ankommer vi til Dansk Jødisk Museum for at se særudstillingen “Flugt og forfølgelse i det 20. århundrede”. Vi bliver modtaget af museumsinspektør Sara F. Stadager, som skal føre os gennem særudstillingen, der fortæller en europæisk historie om jøders flugt og forfølgelse til og fra Danmark fra slutningen af 1800-tallet og til nutiden (Dansk Jødisk Museum, 2022).

Udstillingen viser udvalgte genstande og dertilhørende illustrationer af Kristian Bay Kirk. Sara fortæller malerisk og passioneret om historierne bag de udvalgte genstande, hvilket medvirker til, at udstillingen synes endnu mere levende. Både genstandene, illustrationerne og historierne bag medvirker til, at oplevelsen fremkalder sympati og en anden forståelse/fortælling om jøderne, end vi før har oplevet. Sara fortæller også, at medfølelse kan være en måde at få mennesker til at forstå, eller ville forstå, den jødiske historie, der netop er plaget af ‘flugt og forfølgelse’. Ved at inddrage personlige genstande og fortællinger i en mere generel fortælling om dansk jødisk historie kan de være med til at skabe det, som Randi Marselis med udgangspunkt i Alison Landsbergs begreb beskriver som prosthetic memory, der har potentiale for at producere empati og et socialt ansvar. Det interagerende møde med ‘erindringen’ kan blive en forlængelse af museumsgæstens krop som en protese og skabe en identifikation med den udstillede genstand (Marselis, 2021). Prosthetic memory er derved: “bodily experiences, and this is why they can transform the person, as they ‘become part of one’s personal archive of experience, informing one’s subjectivity” (Marselis, 2021: 307). Det kan være med til at skabe empati, hvilket vi formoder også er hensigten med udstillingen. Besøger man museet uden en omvisning, kræver udstillingen dog noget af sit publikum. De lange historier, Sara fortæller, er komprimeret til små tekstboksene ved siden af det udstillede artefakt. I stedet for lange og tunge tekstbokse, er de udstillede genstande akkompagneret af tegneserie lignende illustrationer, der illustrerer de forskellige skæbners historier. Dette greb er med til at personliggøre de udstillede genstande og gøre historierne levende. På én af illustrationerne ser man en ung pige direkte ind i hendes bedrøvede øjne, og vi får et sug gennem maven, og hvis man dykker ned og giver sig tid til at undersøge de mange lag i illustrationerne, vil flere (glemte) historier vise sig.

Sara fortæller os, at kuratorerne var meget bevidste om, at der var en fare for, at noget af historierne til genstandene kunne gå tabt i valget om de korte tekstbokse til fordel for illustrationerne. Vi kan forstå, at håbet med at gå denne vej er, at illustrationerne i kombination med artefakterne skal fremkalde følelser, hvilket ræsonnerer hos os – Vi tvivler dog på, at vi ville blive lige så berørte uden Saras levende fortællinger.

Det er dog ikke alene udstillingerne, der fremprovokerer følelser. Selve rummet er en del af oplevelsen. Allerede, da vi træder ind til udstillingerne, bliver vi påvirket af de skrå gulve, vægge og lofter, som giver en gyngende og nærmest søsyg fornemmelse. Museets gange er formet af bogstaverne i det hebraiske ord Mitzvah, hvilket kan fortolkes som ‘bud’ og at yde velgørenhed, der ikke kan betales tilbage. Samtidigt har arkitekten, Daniel Libeskind, taget udgangspunkt i, at flertallet af danske jøder blev reddet fra nazismens forfølgelse af deres danske medborgere. Det lyse, svenske træ på væggene er en cadeau til Sverige, der tog imod langt størstedelen af de jødiske flygtninge i 1943, og trægulvet symboliserer de fiskekuttere som flugten ofte foregik på. De skrå vægge og bølgende gulv skal give en fornemmelse af at være på ‘usikker grund’, som er en følelse, der har fulgt jødisk historie gennem tiden. Den godhjertede Mitzvah i et sanseligt samspil med ubehaget ved at være på flugt følger én som museumsgæst, når man bevæger sig rundt i udstillingerne og kan forstås som endnu et greb, museet anvender, for at skabe følelser hos den besøgende.

 

Den allersidste boks med tekst i særudstillingen sætter fokus på antisemitismen i det danske samfund i dag, og Sara nævner, at de som museum har haft svært ved, hvordan de netop skulle inkorporere den antisemitisme, der finder sted i dagens Danmark i udstillingen. Samtidig nævner hun, at det ikke ville give mening at undlade, mens vores blik falder på tegninger af den jødiske synagoge i Krystalgade samt bevæbnede betjente. Det kan være svært for museer at skulle placere sig i en latent samfundsdebat, og man skal være bevidst om, at museer også fungerer som hukommelsesinstitutioner, der former kollektive erindringer. Museer er ikke neutrale, og der vil på sin vis altid være et kuratorisk bias, der former måden, historier bliver formidlet på (Malone, 2020). Sara fortæller, at museet har fået bevilliget en stor sum penge fra Folketinget til deres arbejde som et initiativ til at bekæmpe antisemitisme i Danmark. Det er med til at åbne for spørgsmål om, hvad museers rolle i samfundet er. Dansk Jødisk Museum fortæller dig ikke, hvad du skal føle og forsøger ikke at tegne et glansbillede af dansk jødisk historie. De skildrer derimod gennem nedslagspunkter komplekse historier, der skal være med til at give et indblik i en lang og kompliceret historie.

 

Vi håber, at museet i arbejdet med deres fremtidige og permanente udstilling vil inkorporere elementer og særligt historier fra særudstillingen, som for os har givet en større forståelse for jøders oplevelser med flugt og forfølgelse i Danmark i kombination med Saras passionerede fortælling om de udstillede genstande. Vi blev rørt af fortællingerne og ser frem til at følge med i, hvordan de får både særudstillingen ud over scenekanten, samt hvordan de har i sinde at arbejde med den politiske dagsorden.

 

Referencer:

Dansk Jødisk Museum (2022): Pamflet

Malone, B. (2020). Recording Change: Collecting the Irish Abortion Rights Referendum, 2018. I J. G. Adair & A. K. Levin (Red.), Museums, sexuality, and gender activism. Routledge, Taylor & Francis Group

Marselis, R. (2021). Exhibiting Refugee Routes: Contemporary Collecting as Memory Politics. Museum and Society, 19 (3): 301-316.