Af Miguelina-Marie Lestern, Mia Harpsøe Engel og Marie Brink Lunau

Den 21. oktober tager vi toget til Ishøj station, går ned af trappen, går til højre forbi 7/11 og op ad trappen ind i centeret. Og lige dér, overfor en Kentucky Fried Chicken og en neglesalon ligger udstillingen “Souvenirs” af kunstneren Deniz Eroglu. Den ligner ved første øjekast en butik. Endog en lidt tom butik. Hvis man ikke vidste, den lå der, ville man måske gå forbi den. Er den ved at lukke? Er den lige åbnet? Må man gerne gå ind? Ude foran udstillingen står nogle kurve med plastik frugt og grønt, der giver en fornemmelse af, at det er et slags supermarked eller en kiosk. Samtidig giver det os et indtryk af, at det ikke er et helt almindeligt supermarked, vi er på vej ind i. Vi kigger lidt rundt og går så ind i udstillingen, hvor vi bliver mødt af en kurator fra ARKEN.

Forud for besøget var vi i kontakt med en ansat fra ARKEN, der kunne fortælle os, at ideen til udstillingen kom sig af, at museet havde haft butikslokalet i noget tid til at lave udstillingsrelaterede aktiviteter – herunder en Picasso-workshop i vinterferien. De oplevede dog, at der ikke kom så mange besøgende, som man havde håbet på, og derfor måtte de tænke i andre baner. ARKEN søgte penge hos Statens Kunstfond, der har en pulje for kunst i det offentlige rum. ARKENs formål var at lave et kunstværk i centeret, der kunne samle grupper i Ishøj og reflektere deres hverdag. Det var i dette øjemed, at de tog kontakt til kunstneren, Deniz Eroglu om at lave et værk med benspændet om, at det skulle være en butik. Deniz Eroglu kom på ideen om at lave en souvenirbutik med lokale souvenirs fra Ishøj. I sin kunst blander Eroglu det politiske med det personlige, og udstillingen reflekterer både hverdagsobservationer fra Ishøj samt personlige fortællinger fra hans eget liv som en person med baggrund i både dansk og tyrkisk kultur.

Det første rum

Vi træder ind i det første rum, hvor der til venstre ligger en bunke med noget, der ligner tilbudsaviser med et design, der skriger  ”discount”. Vi bladrer lidt i det og opdager hurtigt, at det fungerer som en blanding af en guide for udstillingen og dets værker, men samtidig også som et magasin, der prissætter de forskellige ‘produkter’.

De souvenirs, som Eroglu har lavet i forbindelse med udstillingen, er til nemlig til salg. Når man bevæger sig rundt i ‘butikken’, er det med en forvirret følelse. Selvom det skal fungere som en butik, bliver man stadig i tvivl om, hvad det er for et rum, man bevæger sig i. Der står kun én eller få af hver ‘vare’, og prisen er kun at finde i tilbudsavisen. Indretningen af rummet leger med ens forståelse af den gængse butik eller museumsudstilling.

 

I det første rum står Eroglus Ishøj-souvenirs ‘udstillet’. ‘Varerne’ er sat på hver sin piedestal, der ligner kurvene, vi så ude foran butikken med et låg på, men også minder om en klassisk museums udstillingspiedestal. Der er fire genstande, der på hver sin vis skal reflektere Ishøj. Den ene genstand er en pilleæske i forskellige farver hvorpå der står “Ishöy” og “ARKEN”. Pilleæsken repræsenterer de ældre borgere i Ishøj By, der ifølge kunstneren udgør en fremtrædende del af kommunens demografi. Mens vi taler med kuratoren fra ARKEN om udstillingen, kommer en ældre dame ind og spørger om pilleæskerne er til salg. “Ja” svarer kuratoren, men da kvinden spørger ind til prisen og får at vide at den koster 49,- synes hun det er for dyrt og forlader ‘butikken’ igen.

Hvem er kunsten tilgængelig for?

Butikken/udstillingen får os til at tænke over, hvad kunst er og hvem den er tilgængelig for. Disse overvejelser gør vi blandt andet i kraft af dens placering i Ishøj Bycenter: Er det en måde at gøre kunsten mere tilgængelig på? Både tilgængelig for en anden gruppe end dem, der normalt vil tage på ARKEN og også tilgængeligt et sted, der er mere ‘almindeligt’: et indkøbscenter. Deniz Eroglu har reflekteret over noget af det samme: Det andet værk, der står på en af de fire piedestaler, er en ARKEN-skål, der ved første øjekast ligner lidt et askebæger. Hvordan reflekterer den Ishøj og dets borgere, tænker vi? Kuratoren, som viser os rundt omtaler den først, da vi selv spørger ind til, hvad det er, hvortil hun svarer: “Jeg håbede, at jeg ikke skulle nævne det”. Hun ved ikke helt, hvad tankerne bag værket er, men mistænker, at den skal fungere som en stikpille til ARKEN, som stort anerkendt kunstmuseum. I museums-/butikskataloget står der:

At forvandle en kunstinstitution til en sådan brugsgenstand kan umiddelbart ses som en bespottende gestus, men det rejser spørgsmål omkring hvilken rolle museet i det hele taget spiller. Hvem henvender man sig til ude på ARKEN; den lokale borger eller en mere kultiveret klasse? Denne simple skulptur, som er til salg i bycenteret placerer museet i en huslig sammenhæng, som ligger fjernt fra dets hvide prestigearkitektur med dyre kunstværker på display (Eroglu, 2022).

Kapitalismekritik i et liminalt rum mellem udstilling og butik

Den tredje genstand, der er udstillet i det første rum, er en ‘pengepistol’ eller en ‘Super Gun’, som der står på den. Pistolen ligger ovenpå nogle bunker af penge i alle mulige forskellige valuta.

Kuratoren fortæller, at pistolen er en slags gimmick, der bruges til tyrkiske (nærmere bestemt anatolske) bryllupper, hvor gæsterne skyder penge mod brudeparret for at symbolisere rigdom. I kataloget har Eroglu skrevet, at “Denne pengesprøjtende gestus er en rammende metafor for ideen om selvrealisering gennem profit og pengeforbrug” (Eroglu, 2022). Pistolen og den kapitalismekritik, den udgør, går igen i løbet af udstillingen: I det samme rum som de fire piedestaler er der opsat en skærm hvor man kan spille et playstationspil, der går ud på at indsamle penge. Man spiller mod Nationalbanken. Der er altså et gennemgående element af, at kunstneren kritisk peger på akkumulationen af penge, hvilket er ironisk, når udstillingen netop befinder sig i et liminalt rum mellem kunstudstilling og butik, hvor genstandene er til salg. Dog står der bagerst i kataloget: “Hvis værket ender med et økonomisk overskud, vil det blive doneret til et herberg for hjemløse på Vesterbro” (Eroglu, 2022).

 

Moskusandens migration

Den sidste genstand, der er udstillet og til salg i det første rum, er en fugl lavet i perler. Det forestiller en moskusand (recurvirostra avosetta) – en fugl, der også står som skulptur på en central plads i Ishøj. Moskusanden er en trækfugl, “(…) der flyver frit mellem Mellemøsten og Europa” (Eroglu, 2022) og den udgave, der er udstillet her, er ifølge Eroglu lavet i en særlig tyrkisk perleteknik, som er udviklet af indsatte i tyrkiske fængsler. Fuglen symboliserer flere ting heriblandt Ishøjs Bys mangfoldighed: Ishøj kommune beskriver sig selv som en flerkulturel by med over 100 forskellige nationaliteter og hvor over 39% af borgerne har en anden etnisk baggrund end dansk (Sütcü, 2022). Fuglen symboliserer samtidig en migration, der nok er lidt mere fri end den, kunstneren selv har været igennem, og måske også den migration de mange borgere i Ishøj med baggrund i andre lande end Danmark har oplevet. Og netop migrationen og det at være en del af eller have tilknytning til mere end én kultur er temaet i det næste rum, vi træder ind i.

Det andet rum

I det andet rum, som er adskilt fra det første af nogle meget lange, smukke gardiner i en sart lyserød farve, der går fra gulv til loft, finder vi nogle mere personlige og i en vis grad mere ‘museumsagtige’ genstande, der viser mødet mellem kunstnerens tyrkiske og danske baggrund. På den ene væg er der et portrætfotografi af Eroglus farfar (tyrkisk) og på den modsatte væg en symbolsk afbildning af hans morfar (dansk) i form af en stor samling nøgleringe, som kuratoren fortæller os at morfaren samlede på. Kuratoren fortæller også, at morfarens er afbildet sådan, fordi kunstnerens forhold til ham ikke var så godt.

 

Mellem de to vægge står der to gamle tv-skærme, hvor der på den ene (der vender hen mod væggen med farfaren) vises en video med kunstnerens far, der synger en tyrkisk kærligheds serenade i deres hjem i Danmark). På den anden vises en video af et stykke animeret syngende kebab, der på dansk synger om hvilken elendighed det er at være blevet skåret af. Samtidig fortæller hun, at faren først åbnede et tyrkisk antikvariat, men da det ikke gik godt, åbnede han i stedet et kebabsted. Videoen af faren og af den syngende kebab er både en hyldest til og en kommentar på det at vokse op, flytte rundt og ikke helt at vide, hvilket ben man står på – mellem to kulturer og verdener; Danmark på den ene side, Tyrkiet på den anden. Vi bemærker, at der ikke er beskrivelser af genstandene på små skilte, som der ellers normalt er på et museum. Kuratoren fortæller os, at det er helt bevidst for at fjerne eller udviske ‘udstillingsfølelsen’.

Det tredje rum

Det tredje og sidste rum er igen en sløring mellem det at være museumsgæst og at være butiksgænger. Rummet er mørkt og lidt køligt, og hvis ikke det var fordi, vi var blevet ført derind af kuratoren, havde vi ikke turde gå derind, da rummet til forveksling ligner et lagerrum. ‘Lagerrummet’ består af en hylde med flere af de genstande/varer, der kan købes inde i ‘butikken’, en lille sofa med bord, en skærm med en film, der kører og et lille tekøkken. Vi bliver budt på traditionel tyrkisk te, hvilket vi siger ja til. Derefter går kuratoren ud af rummet, så vi kan sidde og se filmen der spiller. Mens vi sidder der og drikker vores tyrkiske te og ser på filmen, bliver det en meget intim måde at opleve bidder af kulturer på. Rummet, som de andre rum, er præget af, at der er en sløring mellem grænser, både ift. butik og kunstudstilling, men nu også med et lag af noget intimt; det at blive budt på te og sidde i nogens sofa, samtidig med at man er i et rum der ligner et lager.

 

 

Kontaktzonen: Souvenirs som et kulturmøde

Man kan på mange måder sige, at udstillingen Souvenirs repræsenterer kulturmøder, der får en til at reflektere over kulturelle og klassemæssige forskelle og uligheder i samfundet. Vi ser følgende møder: Mødet mellem de mange kulturer i Ishøj kommune, mødet mellem det elitære kunstmuseum og bycenteret og de klasseforskelle, det sætter fokus på, mødet og splittetheden mellem den danske og tyrkiske kultur hos kunstneren og sidst mødet man har med udstillingen som besøgende. Man kan måske endda forstå udstillingen som en kontaktzone, som Pratt definerer som: social spaces where cultures meet, clash, and grapple with each other, often in contexts of highly asymmetrical relations of power, such as colonialism, slavery, or their aftermaths as they are lived out in many parts of the world today (Pratt, 1991: 34). Ud fra Pratts definition kan museet og museumsrummet forstås som en kontaktzone: Et rum hvor asymmetriske magtforhold kan udspille sig f.eks., hvis en tidligere kolonial magt udstiller artefakter fra en tidligere koloni. I Souvenirs kan begrebet kontaktzone forstås i forhold til de uligheder, der repræsenteres, og de kulturer der mødes i udstillingen; det asymmetriske forhold mellem kunstneren og hans familie er et eksempel, som også kan kobles til hans splittethed mellem to kulturer og mødet mellem migranten og det nye land, han kommer til. Et andet eksempel er det asymmetriske forhold mellem socialøkonomiske klasser, udstillingen skildrer; den gennemgående kapitalismekritik og den kontrast der er mellem bycenteret og ARKEN som prestigefyldt, elitært museum, der får en til at tænke over om kunst er for alle, og hvem det er til for. Der er altså mange kulturelle møder på spil i Souvenirs, og udstillingen leger med ideen om museumsudstillingen på en interessant og tankevækkende måde.

Referencer

Pratt, M. L. (1991) Arts of the contact zone. Profession, pp. 33–40..pdf

Sütcü, E. (2022) Pressemeddelelse [online]. Tilgængelig på:  <https://via.ritzau.dk/nyhedsrum/ishoj-kommune/r?publisherId=11696264> [tilgået 28.11.2022].