Vores besøg på Frihedsmuseet i K7-uge

Vores besøg på Frihedsmuseet i K7-uge

Af Umeyma Yusuf Sharif og Natashia Maria Bech Jacobsen

K7 er en årlig begivenhed, hvor unge mellem 18 og 27 år i en uge kan få gratis adgang til 180 museer og udstillingssteder i hele Danmark. K7 gør kulturinstitutioner mere tilgængelige for unge og gør kulturoplevelser mere spontane og uforpligtende. I 2022 blev der indløst 50.000 fribilletter på museer og teatre over hele landet. Kulturorganisationen ADBC står bag K7 der har til formål at få flere unge involveret i og gjort bekendt med kultursektoren (K7k7). Initiativets succes har vidnet om en kultursult blandt de unge som følge af nedlukningerne under pandemien.

K7 initiativet startede i 2020 og er hurtigt blevet populært; 56.000, dvs. 8,5% af befolkningen mellem 18-27 år, hentede det digitale K7-kort. På en uge blev der indløst 75.000 billetter. 85% af kulturinstitutioner der deltager i K7 melder, at de under K7 når nye målgrupper (adbc.studio).

Og tallene indikerer, at de unge ikke kun benytter museerne i uge 37, men at det giver dem appetit på mere kultur året rundt (adbc.studio)

I den danske befolkning er det den yngre gruppe mellem 16 og 34 år, der har det højeste kulturforbrug (Kulturpolitisk redegørelse 2023, 10). Selvom unges kulturforbrug er højere end andre aldersgrupper, er det ikke nødvendigvis gældende for den enkelte unge. For nogle kan alder kombineret med sociale forhold hindre deres kulturforbrug. Det kan fx være unge der hverken er i uddannelse eller job (Kulturpolitisk redegørelse 2023, 11).

K7-uge er et godt initiativ, der giver flere unge mulighed for at opleve en del af kultursektoren, som for mange kan være fjern fra deres hverdag. For os har initiativet i hvert fald været en (gratis) mulighed for at besøge flere museer på én uge, og ikke mindst museer, som vi normalt ikke ville prioritere. Vi fik gennem K7 muligheden for at prøve noget nyt, som ligger uden for vores vanlige kulturforbrug.

Vi gjorde brug af K7-ugen i 2023 og sammen gik vi gennem København og besøgte fire kulturinstitutioner: Arbejdermuseet, Kunstforeningen Gl Strand, Thorvaldsens Museum og Frihedsmuseet. Af de fire steder vi besøgte, gjorde sidstnævnte særligt indtryk på os. Hvert sted har selvfølgelig sin egen unikke stemning og specifikke formål, men i Frihedsmuseets tilfælde blev vi taget på en på en rejse gennem besættelsestiden.

 

Hvordan Frihedsmuseet lærte os om modstandskampens kompleksitet i Danmark

På Frihedsmuseet gik vi med under jorden for at komme helt tæt på den danske modstandskamp under anden verdenskrig – og vi blev blæst bagover.

Frihedsmuseet åbnede i 1957 som en gave fra modstandsbevægelsen til den danske stat og hører under Nationalmuseet. Museet har til formål at skildre ”[…] de mennesker, der valgte at gå til modstand” under besættelsen i 1940-1945 (Natmus), og modstandskampens mange nuancer.

Når museet har gjort stort indtryk på os, skyldes det dets evne til at formidle en dyster begivenhed i Danmarkshistorien på en engagerende, fængslende og interaktiv måde. Særligt kan vi fremhæve de fysiske rammer, audioguides og underholdende aktiviteter, som værende afgørende for museets formidling.

Allerede inden vi kom indenfor Frihedsmuseets vægge blev vi på mange måder forført af det historiske kvarter, som omkredser museet. Gåturen ned af Esplanaden, der tog os forbi Kastellet og Churchillparken, skaber en historisk baggrundskulisse for museet.

Selve udstillingen er at finde under jorden, og man får derfor oplevelsen af at være nede i en bunker, hvor man som besøgende på forsigtig vis må lade sig navigere i mørket af de oplyste betonvægge, historiske kulisser og genstande. Udstillingen er desuden kronologisk struktureret, hvilket betyder, at man som besøgende bliver taget ved hånden, og får en autentisk og grundig indføring i perioden før, under og efter besættelsen.

Udstillingen på Frihedsmuseet er bygget op omkring fem personer – Musse, Jørgen, Thorkild, Karl og Henning – der alle levede under besættelsen, og som alle traf aktive valg, der blev afgørende for deres liv. Vi stiftede bekendtskab med dem lige inden vi trådte ind i udstillingen, da vi, efter at have fået udleveret audioguides, blev mødt af store papfigurer, der kort fortalte om hver af personerne.

Som vi bevægede os rundt i udstillingen, scannede vi en masse QR-koder, og afspillede lydklip, som på hver deres måde var uddybende, understøttende eller særlige for udstillingens handlingsforløb. Undervejs afkodede vi hemmelige beskeder og telefonaflytninger, og aktiviteterne gav os både indsigt i overvågningens metoder og konsekvenser, og en forståelse for, hvordan mange måtte kommunikere i det skjulte i frygt for at blive opdaget eller overvåget. I en tid hvor mange mente at neutralitet var den bedste løsning, var det vanskeligt at gøre modstand og starte en bevægelse. I samspillet mellem audioguides og aktiviteter kan museet siges at skabe et interaktivt læringsrum, hvor både store og små kan være med til aktivt at forme deres egen læring og oplevelse.

 

Modstandens mange facetter

Hvordan var det at være kvinde i modstandsbevægelsen? Hvordan kunne man overhovedet sympatisere med nazisterne? Hvad krævede det at gøre modstand? Med vores audioguides gik vi på jagt efter svar, og vi blev draget af diverse rekvisitter, lyd- og lyseffekter og oplysende skikkelser på væggene, der talte til os gennem audioguden. Vi fulgte i hælene på de forskellige historiske personer, der levede under besættelsen, og blev klogere på de svære valg og dilemmaer, som var en del af mange danskeres hverdag. Med Musse, Jørgen, Thorkild, Karl og Hennings fortællinger formår museet at håndgribeliggøre og konkretisere besættelsestidens mange politiske magtkampe, der udspillede sig strukturelt og interpersonelt. Gennem de historiske personers aktive valg, ideologiske overbevisninger og position i samfundet, skildrer museet modstandsbevægelsens mange grupperinger. Modstandsbevægelsen havde mange nuancer, ikke alle mente det samme.

I nogle udstillinger, eller museer generelt, kan der være en større repræsentation af mænds historie og derved en manglende repræsentation af kvinders rolle i historien (Malone 2020, 208). Frihedsmuseet fremhæver kvinders rolle i modstandsbevægelsen gennem fortællingen om Musse. Hvad havde det af konsekvenser at deltage i modstandsbevægelsen som kvinde, der skulle tage sig af de huslige og moderlige pligter, opvarte mændene under de vigtige møder og deltage i risikable aktioner? Med fortællingen om Musse illustrerer museet, hvordan modstand udspiller sig forskelligt og under forskellige vilkår. Ligeledes er det interessant, hvordan museet også bruger ’nazisten’, ’kommunisten’ og de såkaldte ’tyskerpiger’ til at belyse besættelsestiden. Gennem forskellige beretninger og levede erfaringer nuancerer museet måden at forstå modstand, mens det samtidig illustrerer den splittelse, der udspillede sig inden for den danske nation.

Frihedsmuseet har gjort en indsats for at få en kvindes oplevelse af besættelsen med i udstillingen, hvorfor vi som besøgende får et mere nuanceret billede af danskeres hverdag derunder. Det kan dog også være strategisk, hvorfor museet håber på at tiltrække flere kvindelige besøgende (Malone 2020, 208).

Udstillingen gav os et indblik i kvinders rolle i modstandskampen, hvilket vi ikke vidste meget om i forvejen. Dog er det kun én kvindelig position, der bliver belyst. Vi havde gerne set en udfoldelse af mere end én kvindes rolle under og efter besættelsen, ligesom vi fulgte flere mænd af forskellige ideologier og positioner gennem udstillingen.

Museet kunne med fordel have gjort mere ud af at udfolde fortællingen om de såkaldte ’tyskerpiger’, da de kun blev nævnt kort på et enkelt, lille skilt. Disse kvinder og deres børn blev under og efter besættelsen stigmatiseret af modstandsbevægelsen og den bredere befolkning. Hvad skete der med disse piger?

”Kedsomhed, spænding, ægte kærlighed eller lidt i ekstra kassen. Der er danske piger, som går med tyske soldater. ’Tyskerpigerne’ må leve med skældsord som feltmadras og med hån og fordømmelse. Det provokerer, at pigerne hænger ud med fjenden. Samtidig udfordrer de tidens seksualmoral. Piger med flygtige bekendtskaber er løse på tråden” (Frihedsmuseet).

Overstående citat fra udstillingen illustrerer museets korte udfoldelse af termen ‘tyskerpiger’, der også indkapsler, hvordan de blev behandlet. Den voldsomme beskrivelse af det, som pigerne blev udsat for, gjorde stort indtryk på os, og efterfølgende undrede vi os over, at der ikke var et større fokus på ‘tyskerpiger’. Vi havde gerne set, at disse piger og kvinder fik deres historie fortalt og ikke blev en sidenote i fortællingen om besættelsen.

Henvisninger:

 

Comments are closed.