Af Simone L. Gregersen og Sigrid Pepke Jeppesen

Vi mødtes med Meryem for at få en snak om traditioner, kultur og religion. Her tager hun os med ind i et hav af tanker, frustrationer og bekymringer omkring den fremtid, hun skal dele med Sune. Dette er et lille indblik i, om – og hvornår – Meryams og Sunes kulturelle og religiøse forskelligheder bliver fremtrædende.

Ifølge Meryem, er Sune kulturkristen. Hun er selv muslim, men ikke som sådan praktiserende. Hun tror på Allah og på sin egen fortolkning, af det Koranen skriver, mens Sune ikke tror på, at der findes mere mellem himmel og jord. Til gengæld elsker han julen. “Hvis ikke han havde fundet mig, havde han nok også giftet sig i en kirke”, griner Meryem. Meryem og Sune har været forlovet i et år, kærester i seks og skal giftes næste år. Sune er født i Danmark af danske forældre, og Meryem er født i Danmark af tyrkiske forældre. De har gået på samme gymnasium og har på mange måder haft en lignende opvækst – og så alligevel ikke.

Det er i udførelsen af religiøse praksisser, at Sune og Meryems forskelligheder bliver tydelige. Fx ved praksissen at bede. Meryem forklarer os om rammen for ritualet, som bl.a. indbefatter at iklæde sig tørklæde og læse op af koranen: “Hvis jeg sad sådan, mens Sune kom hjem… Så tror jeg simpelthen, at han ville gå i choktilstand!”, siger Meryem, griner og skubber en lok fra hendes lange, mørke hår bag øret. Forlovelsesringen på hendes finger funkler, da hun gør det, og den ligner hende på en måde. Smuk, enkel og dragende.

Dét er deres fælles virkelighed. De deler det meste, og eftersom Meryem udfører praksisser som ovenstående alene, spiller religion ikke som sådan en fremtrædende rolle i deres fælles liv.

Sammensmeltningen af traditioner

Men det bliver sværere, når de får børn. Her er det vigtigt for Meryem, at de i fællesskab forholder sig til de religiøse og kulturelle praksisser:

“Det er ligesom med Sune og jul. Der er jeg også med, fordi det er vigtigt for ham. Alle disse traditioner og værdier, vi hver især har, synes jeg, at vi sammen skal vise vores børn. Fordi jeg gerne vil give mine børn muligheden for at vælge til og fra. I fællesskab kan vi vise dem det skønne ved det, der hhv. er tyrkiske, muslimske og danske traditioner. I en sammensmeltning.”.

Men sammensmeltningen krakelerer, da Meryem associerer sig ud i det fiktive scenarie, at deres fælles barn skulle dø, “Gud forbyde det. Der tror jeg, at det ville blive for svært. Et muslimsk gravsted ville være altafgørende for mig. Og Sune ville nok også have det sådan med et kristent gravsted. Hvad i alverden skulle vi så gøre?”. Meryem begynder næsten at tale med sig selv, og gennemgår den ene løsning efter den anden. Det er et kulturmøde, som er for svært at unificere. Meryems løsning bliver et tredje sted: en “uafhængig” gravplads, hvor familier på tværs af religioner og kulturer sammen kan sørge.

Bryllupperne

Som ideen om sammensmeltede traditioner, bliver deres bryllup også en kombination heraf. Der vil være et for at opretholde kutymen i det “lokal-tyrkiske” samfund, og som vil gøre Meryems forældre glade. Sunes familie og resten af Meryems venner er også begejstrede for at deltage i den 400 personers store danse-fest. Og så skal de have et mere personligt, “dansk” bryllup, selvom Meryem understreger, at hun ikke kan lide den definitoriske opdeling i ‘dansk’ og ‘tyrkisk’ bryllup. Det bliver hverken en præst eller en imam, som skal vie dem, men derimod et byrådsmedlem.

I Sune og Meryems tilfælde er det svært at skelne mellem hvornår kultur ophører og religion begynder. Det virker også til, at de religiøse praksisser bliver vigtigere i forbindelse med børn og fremtiden forbundet hertil, end det nødvendigvis gør i selve brylluppet og ægteskabet. Sammenfletningen af traditioner er altså ikke så vigtigt i dens symbolske størrelse, men mere vigtigt i videregivelsen – og muligheden for Meryems børn til selv at til(fra)vælge – af Meryems (og Sunes) værdier, religion og traditioner.

Da denne fortælling er personlig, ønsker Meryem ikke at bruge sit eller Sunes rigtige navn.