De fortabte sønner vender hjem

De fortabte sønner vender hjem

Eliaskirken på Vesterbro. Foto af bloggerne, 2017

Blogindlæg af Rasmus Thorbjørn Calundan Levinsen og Benjamin Kold Rosenkilde

Det var med en snert af ubehag vi tog en salmebog og henkastede os til kirkebænkens lilla polstring. Det var ikke et ubehag grundet velourpolstringen, men snarer et ubehag af skyld. Skyld over ikke at komme nok i kirken. Som en højtidskristen og tidligere mormon følte vi, at vi nu skulle stå skoleret. Som to teenagere, der skulle konfrontere deres dansklærer ansigt til ansigt efter to ugers pjækkesyge og manglende afleveringer. Præsten virkede dog ikke til at bemærke vores syndige aura, idet han bød os velkommen med et smil og et glimt af overraskelse. Kl. var 13:50 og vi var taget til onsdagsgudstjeneste i Eliaskirken på Vesterbro. Menigheden på en grå onsdag eftermiddag var højt repræsenteret af gangstativer og rollatorer. Langt de fleste indtog kirkerummet gennem elevatoren, hvilket overlod os ensomt til bestigningen af kirkens 23 trappetrin. Kirkeklokkernes ringen fortog sig langsomt sammen med håbet om, at flere kirkegængere ville falde til.  Orglet begyndte, og vi var i gang.

Agerende sognepræst, William Salicath, præsenterede dagens skriftsted der tog udgangspunkt i Matthæusevangeliets syn på tilgivelse. Et par passager inde var der noget som påvirkede os. Vi var begge klar over, at begrebet tilgivelse har en helt essentiel plads i kristendommen ud fra Jesus og syndernes forladelse. At snakken dog faldt på tilgivelse, samme dag vi vågnede fra vores kirkeligt vinterhi, undrede os. Det var som noget prøvede at guide os tilbage i folden. I er hermed tilgivet, velkommen hjem. Efter salme 507 omfavnede præsten kirkerummet. Det var nu tid til at bekende vores tro. Alle, som kunne, rejste sig og citerede fra trosbekendelsen:  Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader… Af almen respekt rejste vi os, og forsøgte at mumle med på det, vi nu kunne huske eller aldrig fik lært. Tilgivelsen var i rummet under hele seancen. Efter trosbekendelsen og en solo fra organisten bestod resten af gudstjenesten af; en prædiken omhandlende Desmond Tutu, en amerikansk komiker, en sidste salme og dagens ord, der var lånt af Mpho Andrea Tutu.

En ambivalens begyndte at ramme os et sted mellem organistens solo og dagens ord. En ambivalens vi ikke havde følt i lang tid. Vores indre Neil Degrassy Tyson protesterede mod følelsen af at høre til et sådant sted. Der var bare noget over kirkerummet den dag. Men hvad var det? Det var svært at adskille. Var det religionen som sådan, der vakte noget i os, var det en enstemmig accept af Tutus tilgivende ord eller var det noget andet. Noget nationalt. Måske var det en pligtfølelse af at bevare vores kulturarv. For når nu den ældre menighed engang går bort, hvem skal så holde liv i kirken? Konklusionen forblev i det uvisse, idet præsten som en hyrde, søgte at guide menigheden ned i kirkens krypt til en omgang kirkekaffe. Der var dog noget frygtindgydende i at skulle indtage kirkekaffe med præsten og den resterende menighed. Efter skyld, skam og tilgivelse, var vi bange for at en tår af kirkekaffen vil være vores forseglende frelse. Kaffen blev sat på standby og vi kapitulerede til vores maves frelse i stedet.

De fortabte sønner vender hjem. Foto af bloggerne, 2017

Comments are closed.