Den Kongelige Operas publikum

Den Kongelige Operas publikum

Af Lamia Vaillant-Jørgensen

I slutningen af oktober tog jeg til Den Kongelige Opera med en veninde for at se mit allerførste operastykke. Tanken om at besøge operaen kom, da vi i starten af kurset diskuterede begrebet omnivore i sammenhæng med kulturforbrug (Balling 2021, s.62). Ordet betegner en kulturbruger, der dyrker mange forskellige kulturformer. Diskussionen om begrebet gav anledning til, at jeg selv begyndte at overveje mit eget kulturforbrug. På trods af at være en person med et varieret kulturforbrug, havde jeg aldrig været til en opera. Jeg opfattede operaen som en del af finkulturen og som noget, jeg ikke havde adgang til. Jeg så operaen ud fra dens historiske kontekst som en aktivitet for overklassen. Jeg besluttede mig dog for at prøve det i forbindelse med dette blogindlæg. Derfor tog jeg til Den Kongelige Opera med en veninde for at se Figaros bryllup, skrevet af Wolfgang Amadeus Mozart. Stykket varede tre timer og var på italiensk med danske samt engelske overtekster.

Inden vi tog til Den Kongelige Opera, var jeg meget nervøs for, om det var tydeligt, at jeg ikke var den typiske opera-forbruger. Jeg overvejede meget nøje mit tøj og spurgte min veninde, som i flere omgange har været til operaen, til råds. Jeg landede på en satin-skjorte, nogle bukser og nogle af mine pænere sorte lædersko. Jeg forsøgte at ramme en mellemvej mellem noget fint og afslappet, så jeg ikke ville skille mig for meget ud, uanset hvad andre havde på.

 

Operaens fysiske hierarkier

Operasalen er opbygget af tre balkoner og ’Parket’, som er den nederste del af salen, op til scenen. Til den forestilling, vi skulle se, var billetterne mellem 150kr. og 1.000kr. De dyreste billetter var fordelt over Parket og 1. balkon, mens priserne blev billigere, jo højere oppe i balkonerne man kom, og/eller jo længere tilbage i rækkerne man sad. De billigste pladser var derfor ståpladserne bagerst på 3. balkon, bag min veninde og mig, som blev solgt til cirka 150kr.

Denne prisforskel opstod, fordi jo højere man var placeret, desto længere væk fra scenen var man. På trods af dette, desto højere man var, desto tættere på guldloftet og på overteksterne var man også. Min veninde og jeg var placeret på 3. balkon, i midten af sidderækkerne, hvilket gav os en god udsigt over alle de andre balkoner. Hen ad aftenen rykkede nogle af de stående personer bag os over og satte sig på trapperne eller på pladser, der blev ledige undervejs.

Disse ting gjorde én ekstra opmærksom på vores placering i rummet sammenlignet med de andre personer i salen. Det gjorde også vores placering i hierarkiet i rummet ambivalent. Hierarkiet mellem de folk, som har råd til eller prioriterer at betale mere for en opera-plads, og dem, der ikke har råd til eller ikke prioriterer det, blev gjort tydeligt i forhold til ens pladser.

Historisk har det dog været de billige pladser, som var foran scenen, hvor borgerskabet havde mulighed for at købe ståpladser. Balkonerne var oftest reserveret til aristokratiet, med en eller flere specifikke loger til de kongelige (University of Oxford 2024). På Den Kongelige Opera er disse hierarkiske ordener omvendte i dag; de dyreste pladser er dem, hvor man ser scenen bedst, og de billigste er de øverste balkoner. Det vides ikke, om traditionen om en kongelig loge stadig findes i sammenhæng med Den Kongelige Opera; der er i hvert fald ingen tegn på en speciel loge på plantegningerne, og der findes kun en artikel, hvor sådan en bliver omtalt (Boas 2024). Hvis der findes en kongeloge på Den Kongelige Opera, er den i hvert fald gemt for de civiles øje, hvilket kan være af gode grunde, som for at undgå de nysgerriges blik. Operahuset hedder dog stadig Den Kongelige Opera og relateres derfor stadig til noget royalt, uanset om der er en kongeloge eller ej.

 

Habitus i operaen

På trods af hierarkiet mellem forskellige klasser, var flere af de stående personer bag os klædt i gallakjoler og høje hæle eller jakkesæt. Til gengæld var flere personer på rækken lige foran os iklædt sneakers og afslappede habitbukser. Her var der et tydeligt møde mellem forskellige forventninger til operaen som kultursted. De personer på 3. balkon, som dukkede op i gallakjoler, havde måske en forestilling om operaen som en del af en historisk finkulturel aktivitet, mens de personer på rækken foran os måske så operaen som en hvilken som helst anden kulturaktivitet.

De mennesker, som er vant til at tage i operahuset, er en del af et fællesskab ud fra en fælles kultur, heraf er der nogle tilknyttede normer og habitus efter Bourdieus begreb (Balling 2021, s.60-61). De forskellige personers påklædning peger på forskellige forståelser af habitus, gældende når man tager til en aktivitet som operaen, og gør derfor distinktionen mellem de forskellige grupper tydeligere. Når man ser på menneskemængden, der sad i Parket, fremstod deres gruppe mere homogen i forhold til påklædningen. Mange af de mennesker, der sad i Parket, havde valgt en mellemvej mellem dem, der sad bag os og dem, der sad foran os på balkonen. De mennesker, der sad i Parket, havde taget en fin skjorte, en pæn bluse eller en simpel kjole på. Disse menneskers påklædning, sammenkoblet til deres placering i rummet, viste et mere naturligt tilhørsforhold til stedet. Dermed betyder det for nogle af de mennesker på 3. balkon, at ud fra deres ønske om at passe ind i en gruppe og tillære sig deres habitus, blev de tydeliggjort som ikke værende en del af denne gruppe, da de kom til at overperformere i stedet (Simonsen, Koefoed og de Neergaard 2017). Dette blev også tydeliggjort for gruppen af mennesker, der ikke overvejede eller havde lyst til at tilpasse sig de habitus, som er koblet til operaen som aktivitet. Selvom det var min første oplevelse i Operaen, følte jeg ikke nødvendigvis, at min påklædning afslørede, at det var min første gang der, da mit tøj var i samme stil som mange af de mennesker nede i Parket.

 

Da jeg sad i toget på vejen hjem, fik jeg tid til at behandle de mange indtryk, jeg havde fået i løbet af aftenen. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstod hele operastykket, vi så, men jeg følte mig i hvert fald rigere på oplevelser. Jeg vil til en anden gang, ikke være lige så nervøs inden, og jeg vil måske sætte mig lidt mere ind i stykket, jeg skal ind og se. Generelt har oplevelsen givet mig et mere nuanceret billede af opera som aktivitet og hvem der er forbruger af det. Jeg tænker, de billige billetter samt ryet for opera som aktivitet, bidrager til at tiltrække diverse samfundsgrupper, men nok også skræmmer nogle væk. Det er i hvert fald en aktivitet, man burde prøve en gang i sit liv.

 

 

Henvisninger:

 

Comments are closed.