Af Sidsel Marie Dahl Jeppesen og Hella Chafra

Vi bliver mødt af en horde af mennesker foran bagindgangen til Den Frie Udstillingsbygning, omringet af stillads, hegn og byggematerialer. Smarte unge Københavnere og deres familiemedlemmer drikker champagne med favnene fulde af blomster, nogle sidder lænet op af vejarbejdsstilladsene, ryger cigaretter og taler med hinanden, andre ser, ligesom os, spørgende rundt efter indgangen til udstillingen. Der er en vis ensartethed over de fremmødte, og vi må erkende, at vi nok selv er en del af denne homogene københavnergruppe. Vi møder da også et par bekendte. Vi møver os forbi vores kloner og finder en åben dør på siden af bygningen, der leder direkte ind i udstillingen. Bygningen er tegnet af  J. F. Willumsen og har en kæmpe, forgyldt pegasus på væggen, hvor indgangen plejer at være: ”Var det her den rigtige indgang?” spørger vi hinanden. Indenfor er der ikke just færre mennesker, og vi fortryder måske en smule at have planlagt vores besøg på åbningsdagen. De første 10 minutter bruger vi på at finde noget at støtte os op af, et katalog eller en pamflet, der kan fortælle os noget om udstillingen, kunstværkerne og kunstnerne. Vi går rundt og rundt, ind i det ene lokale, ud af det andet, men bliver ved med at ende det samme sted. Der er ingen start eller slut på hverken kunstværkerne eller udstillingen, og det føles nærliggende bare at give op. Indtil vi ser nogle mennesker vi ikke har set før, træde ud ad en dør i midten af bygningen. Nu sker der noget! Som en anden Alice in Wonderland, bevæger vi os ind gennem den smalle dør og ned af en snoet trappe, der ender i bygningens kælder, hvor glade kunstnere og museumsgæster sidder i caféen og drikker kaffe og vin. Vi finder hurtigt en folder med mere information og forsøger at danne os et overblik.

Den Frie Udstillingsbygning, også kaldet Den Frie, trækker på en lang tradition af værdier og idealer, som har dannet grundlaget for bygningen og de udstillinger, den har huset gennem tiden. Den Frie har sine historiske rødder i andelsbevægelsens fællesskabstanker, som det står stolt på hjemmesiden, og startede i sin tid som et såkaldt alternativ til Charlottenborgs censurerede forårsudstilling – den lukkede klub for kunstakademi studerende. Med inspiration fra den franske Salon des Refusés, De Afvistes Salon, der, som navnet antyder, udstillede afviste værker fra en finere fransk udstillingsbygning, blomstrede konceptet; Kunstnernes Efterårsudstilling. I grundlæggerkredsen findes blandt andre kendte navne, kunstnerne Vilhelm Hammershøi samt Anne Marie Carl-Nielsen og hendes mand. I over 120 år har Kunstnernes Efterårsudstilling fundet sted, og igen i år har en jury udtaget og inviteret 71 kunstnere til at udstille. Alle kunstnerne er udvalgt under en censureret procedure, hvor juryen udelukkende bliver præsenteret for værkerne alene. Dette muliggør at kunstnerne kan ansøge og blive valgt til at udstille, uanset baggrund, social- og kulturel kapital, foruden det beløb, som det koster at ansøge. Ironisk nok forestiller et af årets værker af David Sebastian Lopez Restrepo en forstørret flaskebon fra Netto, tilsvarende det beløb det koster at ansøge med et værk på Kunstnernes Efterårsudstilling, nemlig 380 kr.

 

Ligesom David Sebastian Lopez Restrepos værk viser mange af værkerne meget tydeligt et politisk budskab, og som det står i beskrivelsen af udstillingen, så afspejler mange af de værker vi møder en form for mørke. I udstillingen finder vi eksempelvis et værk bestående af fire dannebrogsflag formet som missiler, en video af en person der kradser sig selv til blods, en maleriserie af en sortklædt, meme-agtig mand kaldet ”Patriarkens lidelser no 1, 2 og 3”, og et værk af forstørrede militære dog-tags med integrerede afstøbninger af actionmænd og ord som ”Sit” og ”Good boy”, mens andre har lidt mere subtile budskaber. Kunstnernes tanker bag værkerne er svære at læse sig til, og det er op til de besøgende selv at fortolke på dem, da man ikke får andet at vide end kunstnerens navne, hvilke materialer værkerne er lavet af og værkernes titel. Man må derfor skabe sine egne historier og læse et budskab frem selv.

Ordene diversitet og mangfoldighed hænger i baghovedet, både på grund af faget, ”Mangfoldighed i Kultursektoren”, men også fordi det er nogle af de kerneværdier KE arbejder med. Og nok er udstillingen divers – der er både performances, med mennesker der sidder på hug, mens de til lyden af klassisk musik modellerer fabellignende dyr af ler oven på deres egne hoveder. Der er videoinstallationer af farvestrålende computergenerede dyr, der danser, malerier, fotografier, langsomt dryppende stearin, der bliver grebet af et stort kar med vand og en installation udelukkende lavet af tyggegummi. Det ironiske, om dog ikke særligt overraskende, ligger dog i, at publikum – de smarte, kulturbevidste, unge Københavnere – alle ligner hinanden. Det leder en til at tænke på, om udstillingen virkelig er for de mange? Eller om det egentlig kun er et lille segment, der ender med at besøge udstillingen? Kunsternes Efterårsudstilling har gennem tiden fået denne kritik stillet. I sin spæde start, havde KE sin placering i Kunsthal Charlottenborg, og I en periode, hvor de kunstnere der besad i bestyrelsen, repræsenterede akademierne for meget, kunne det ses afspejlet i den censurerede kuratering af kunstnerne. Modsat har KE fået kritik for at niveauet var for lavt. I bogen Kunsternes Efterårsudstilling 120 år forklares det, at kritikken ofte går på, at hvis kunsten er for god eller ensartet, har juryen censureret for elitært, og hvis kunsten er for broget og mangfoldig, så er kunsten for lavkulturel. Og som nævnt blev Kunstnernes Efterårsudstilling jo i sin tid skabt som et alternativ til den højt profilerede Forårsudstilling på Charlottenborg. Udstillingen blev således etableret med et håb om at skabe et mere demokratisk kunstmiljø, hvor alle havde muligheden for at komme til orde og blive anerkendt uanset baggrund og uddannelse. Men efter 121 år, har Den Frie Udstillingsbygning altså også fået opbygget sig et renommé. Der følger derfor også en vis anerkendelse og blåstempling med at blive udstillet her. Kunsternes Efterudstilling var måske en smule forud for sin tid, hvad angår demokratiseringen. Danmark fik sit første Kulturministerium i 1961, hvor Julius Bomholt tiltrådte som minister med ønsket om at demokratisere kunsten. Det skulle altså være slut med, at borgerskabets monopol på kulturlivet. Men tidens ide om, at kultur var lig med dannelse og læring, affødte en entydig og måske også lidt kedelig måde at tænke kunst og kultur på. Heldigvis for de frigørende 70’ere, fulgte kunsten med kvindernes bryster, og rokkede sig fri af støbeformene.

 

Kunsternes Efterårsudstilling præsenterer sig som en udstilling af samtidskunst, og mange facetter af nutidens kriser var klart at se i alle afstøbninger. Det må have være noget af et arbejde for stedets kurator. For hvert værk havde sit eget tema, og sin egen afslutning. Værkerne var absolut ikke valgt under tanken om en udstillingshelhed.  Som der står i den lille folder vi fik udleveret i udstillingens kældercafé: “udvælgelsen sker på baggrund af værkernes præmisser og potentialer”, og dette skinnede tydeligt frem i rummene, men hvem bestemmer egentlig dette? Og hvad afgør et værks potentiale? Juryen, bestående af forskellige kunstnere, udskiftes hvert år og udvælgelseskriterierne derfor lige så. Man må således gå ud fra, at værkernes potentialer må tolkes forskelligt alt efter hvilke mennesker, der får lov til at sidde i juryen. Det kan derfor også virke relativt arbitrært, hvem der får lov til at få deres værker vist og hvem der ikke gør. Men måske det er en del af det smukke ved udstillingen? Kunst er trods alt en meget subjektiv oplevelse. Det får dog stadig en til at tænke over hvilke værker der mon er blevet valgt fra og hvorfor. For hvad giver et værk potentiale, når man som publikum ikke ved noget om kunst?

Litteraturliste

 

Balling, Gitte. (2021) “Kap. 2 Kulturformidlingen og kulturpolitikkens udspring og forandring.” In Kulturformidling: teoretiske begreber, historiske perspektiver og kulturpolitiske rammer, 45–66. Kbh.: Samfundslitteratur.

 

Fillipsen, Luna Rikke. Albæk-Falk, Matias (et al.) (2020) ”Kunsternes Efterårsudstilling 120 år”, I DO ART Books.

https://denfrie.dk/udstilling/arven/

https://denfrie.dk/om-os/om-den-frie/

https://www.ke-udstilling.dk/om/om-kunstnernes-efterarsudstilling