Blogindlæg af Bjørn Nielsen

Den islamiske kulturarv er andet end burkaer, bomber og brutale regimer. Det gøres klart, når man træder ind i det skatkammer, der ligger hengemt på de øverste etager af et ældre byhus på Kronprinsessegade, som rummer Davids Samling. Jeg har været her en fem-seks gange, og ved hvert besøg springer jeg de nederste etagers europæiske og danske samlinger over for at gå direkte til den islamiske samling. Her danner de sparsomt oplyste sale ramme om et overflødighedshorn af keramik, malerier, smykker, tekstiler, træsnit, våben og andet håndværk fra den islamiske verden. Samlingen har struktur som et klassisk museum med knirkende gulvbrædder, alvorlige kustoder der vandrer rundt i halvmørket, og de udstillede genstande placeret i glasmontrer på sikker afstand af beskueren. Formålet med samlingen er ej heller interaktion (hverken med kustoder eller genstande), for samlingens styrke ligger netop i sin blotte eksistens. De udstillede genstande fortæller historier om skønhed, ynde og en vanvittig sans for detaljer; samlingens størrelse er overvældende og den historiske slagkraft imponerende. Davids Samling er en æstetisk tour de force inden for islamisk kunsthistorie, som tager den besøgende med på vandring fra Sydspaniens el-Andalus i vest til de indiske sultanater i øst.

Museet bebuder selv, at det kun udstiller brugsgenstande. Da det først er i nyere tid, man i den islamiske verden er begyndt at fremstille kunst for øjets nydelse alene, har alle samlingens genstande været fremstillet med et brugsformål, og kunsten har på denne vis været en inkorporeret del af dagligdagen. Man kan selvfølgelig spørge sig selv, om en koran er en brugsgenstand, men den har selvfølgelig tjent et religiøst formål. Alligevel fremstår de udstillede koraner, sammen med resten af udstillingen, i hvert fald med mit moderne, vestlige blik, som rene kunstværker.

Kun et stenkast fra Davids Samling ligger Rosenborg Slot, et vigtigt stykke dansk kulturarv, som huser adskillige nationalklenodier. Det faktum, at et museum udstiller islamisk kunst i selve hjertet af Kongens København, er i mine øjne i den grad et lyspunkt i et til tider ganske islamkritisk farvand, hvor bølgerne går højt – både i forhold til debatten om islam som religion og kultur. Selvom det utvivlsomt er sandt, at samlingens udstillede genstande har været tænkt som brugsgenstande, har skaberne dog i sin tid ikke set sig fri for at pryde dem med religiøse ornamenter og afbildninger. Men med dette statement forsøger museet muligvis at navigere uden om betændte islamdebatter og helgardere sig mod islamkritiske angreb. For et museum, som udstiller en sådan kulturarv, er ikke ligefrem med til at fremme assimileringen af muslimer i dansk kultur, sådan som visse dele af den politiske højrefløj gerne så det.

Selve museets historie vidner tværtimod om et mere internationalt udsyn og en omfavnelse af multikulturaliteten. C. L. David var københavnsk sagfører og lagde grundstenen til det moderne Davids Samling med sin private samling af blandt andet islamisk kunst, som har været åben for offentligheden siden 1948. Men David var også jøde og på den måde et bindeled mellem kulturer. Han ønskede, at hans private samling skulle overgå til C. L. Davids Fond og Samling efter sin død i 1960, så alle – ganske gratis – i dag stadig kan få glæde af denne så spektakulære kunstskat. Samtidig kan samlingen også udfordre moderne, både kristne og muslimske, syn på islam, for tidligere tiders kunstnere har ikke været blege for blandt andet at portrættere Profeten eller billedgøre eksplicitte seksuelle akter (hvor fx fraværet af burkaen i allerhøjeste grad bemærkes).

Den lidt kælderagtige stemning på museet, samt den dunkle belysning, placerer museets genstande i centrum som det bærende element i samlingen. Paradoksalt nok, i forhold til hensigten bag fremstillingen af genstandene, betragtes genstandene i dag som kunstværker i sig selv, der kan udgøre en museumssamling. Ved udelukkende at fokusere på genstande kan man på denne vis kritisere museet for at være struktureret en smule gammeldags. Måske er det dog ganske klogt at droppe diverse interaktive elementer og holde religionen på en arms længde – navnlig når det kommer til så stormomsust en religion som islam. Personligt har jeg det også bedst, når hellige bøger ligger bag lås og slå, og derfor kan jeg på sikker afstand med glæde nyde synet af smukt ornamenterede koraner bag en tyk glasvæg med alarm, så jeg kan føle mig sikker. Alligevel er der ingen tvivl om, at mange af genstandene har deres ophav og kunstneriske inspiration i religionen, men efter et besøg på museet besidder man samtidig et langt mere nuanceret billede af islam. Både den historiske og individuelle udvikling inden for islamisk kunst der portrætteres, samt de store geografiske afstande samlingen spænder over, vidner om en enorm forskel og udvikling i islamisk stilart over tid og rum. Uanset om man betragter udstillingen ud fra et religiøst synspunkt eller et mere kunstnerisk perspektiv, er et besøg på Davids Samling en forrygende smuk oplevelse – om end samlingen ikke er repræsentativ for moderne islamisk kunst. Denne fortryllende tidslomme på Kronprinsessegade er dog i stand til at producere et langt mere farverigt og nuanceret billede af islam, både som religion og kultur, frem for den noget homogeniserede fremstilling, der til tider er den fremherskende i offentligheden.