Af Ella Amaya Finck-Heidemann

At skrive Wikipedia artikler er en hobby, som jeg har haft et crush på i et stykke tid, men ikke helt taget mig sammen til rigtig at forfølge. Inden jeg hører om udstillingen Kvindeliv, ser jeg i en Facebook-gruppe et opslag om et såkaldt Wikiedithon, som afholdes af arbejdermuseet. Overskriften lyder ”Wikieditathon; flere arbejderkvinder på Wiki. Væk din indre aktivist! For vi har brug for at skabe balance i historien” (Arbejdermuseet.dk). På den engelsksprogede Wikipedias mere en 1.9 millioner sider med biografier på vigtige personer er kun 19 % skrevet om kvinder (Tripodi, 2023:1687), og ud fra arbejdermuseets beskrivelse, lader det til, at der er et lignende problem på den dansksprogede wikipedia. Nysgerrig på at forfølge min nye hobby og bidrage til mangfoldigheden i den digitale kulturarv tilmelder jeg mig selv og en veninde og tænker ikke mere over konteksten af arrangementet før jeg et par uger senere ser en lyserød busreklame for en ny udstilling på arbejdermuseet med titlen Kvindeliv.

Himlen er grå da jeg bevæger mig mod Arbejdermuseet på Rømersgade d. 2. november 2023. Jeg er født på Rømersgade, og cykler næsten dagligt forbi det sted, hvor man skal dreje af fra Gothersgade for at komme til Arbejdermuseet. Alligevel har jeg aldrig opdaget, at der ligger et museum i en baggård, der ligner så mange andre Københavnske baggårde med jernhest og tørresnor. Eller i virkeligheden ligner det måske mere sort/hvide billeder, jeg har set af Københavnske baggårde for 100 år siden. Scenen er sat og jeg ankommer til museet to timer før Wikiediathon-arrangementet for have god tid i Kvindeliv-udstillingen. Jeg skal skrive artikler om arbejderkvinder, men kender i virkeligheden ikke særlig mange, så jeg tænker det er en god idé at få inspiration inden.

Mens jeg køber min billet, bliver jeg informeret om, at indgangen til udstillingen er hengemt, men at jeg bare skal finde en trappe, der leder ned i kælderen. Først tænker jeg, at det er ironisk, at denne midlertidige udstilling ligger hengemt og ikke bare er en del af de permanente dele af museet. Hvorfor skal kvindehistorien have sin egen separate og ikke-permanente afdeling? Mens jeg går ned af trappen, bliver jeg alligevel spændt, og får en følelse af blive inviteret ind i en hemmelig klub, og jeg tænker at mine reaktioner på indgangen til udstillingen er gode eksempler på kompleksiteten af at formidle kvinde-historie på museer. På den ene side er der en drøm om, at det ikke skal være binde-stregs historie, men ”bare” endnu en del af arbejderbevægelses historie i Danmark. Samtidig er der styrke i at skabe en udstilling, der inviterer den besøgende til at tage del i og blive introduceret til en del af historien, der har været gemt. Det er ikke kun på Arbejdermuseet og i Danmark denne problemstilling bliver overvejet. På det nationale museum i Irland blev kurator Brenda Malone i forbindelse med en udstilling om abortrettigheder opmærksom på manglen på kvinde-genstande i museets arkiv. Et af årsagerne er manglen på kvindelige donorer. Malone observerer at flere væsentlige mænd i Irlands historie har doneret deres personlige genstande til museet, mens dette sjældent er tilfældet for kvinder, selv hvis de har spillet centrale roller i den nationale historie (Malone, 2020: 208). Det er altså ikke fordi genstandene ikke har været der, men båder kvinderne og museerne har været for dårlige til at opfatte det som Historie, og derved arkivere genstande, der kan bruges i udstillinger om kvinder.

For enden af trappen ned til udstillingen trækker jeg et klæde til side for at komme ind. På væggen hænger objekter og plakater fra forskellige protester, der har haft kvinders ret til lige løn og behandling på arbejdsmarked som centrum. Der er musselmalede paptallerkner fra de strejkende på den kongelige porcelænsfabrik i 1976 samt bannere og plakater fra nogle af de mange fagforeninger, der har været for ”kvinde”- arbejde. Historikeren Gry Jexen, der har skrevet værket Kvinde Kend din Historie (2021), har været med til at kuratere en del af udstillingen med overskriften Mød Pionerene. Rummet udstiller buster af 9 kvinder, der er udvalgt for deres rolle som pionerer for kvinder i samfundet. Jeg genkender Nina Bang og Tove Ditlevsen. I et sæt høretelefoner kan man høre Jexen fortælle om den metodiske baggrund for rummet. De 9 kvinder, hun har været med til at udvælge, repræsenterer alle forskellige dele af samfundet, mens det samtidig har været vigtigt at hylde de enkelte personer (Arbejdermuseet.dk). Der er udvalgt personer, der ikke længere lever, for at videreføre en tradition vedrørende buster som en hyldest til afdøde. Det kan virke som en gammeldags metode, men som Jexen beskriver, sætter busterne fokus på hvor få kvinder, der er repræsenteret i Københavns statuer. Busterne er lavet til formålet og da jeg går tættere på, kan jeg se, at de er 3D-printet. Det får mig til at frygte udstillingens midlertidighed. 3D print holder ikke lige så længe som sten, og det leder mine tanker på en anden statue i det Københavnske bybillede, I Am Queen Mary, som ikke klarede en storm i 2020. Siden den dag har en tom stenstøtte været et minde om den kamp det kan være at få støtte til at lave mangfoldig kultur, der holder i flere generationer. Og det er ikke kun i det offentlige rum, at der er mangel på repræsentation. Et problem bibliotekar Mette Kjær Ovesen også senere sætter fokus på i sin introduktion til dagens Wikiediathon.

Ude af kælderen og oppe på første etage finder jeg festsalen. En stor hal der er udsmykket med forskellige fagforbunds bannere, samt stenhug der viser de forskellige grupper af arbejdere. Her lægger jeg mærke til, at kun tre kvinder er repræsenteret ud af omkring 25 arbejdere. I festsalen er der opstillet borde, hvor der allerede har sat sig en del mennesker med deres computere. Ved hvert bord er der et udprint af en kvinde fra udstillingen, og jeg sætter mig ved Caja Rude bordet.

I løbet af arrangementets første time introduceres vi til det problem arbejdermuseet opdagede i forbindelse med at de lavede udstillingen Kvindeliv, nemlig manglen på kilder om kvinder i arbejdermuseets arkiv. Derefter kommer Henriette Roued fra Wikilabs på scenen for at fortælle os om den informationsbias, der eksisterer på Wikipedia. Hun fortæller, at artiklerne på Wikipedia afspejler de interesser som forfatterne har, og når der er en overvægt af mandlige forfattere, kan der samtidig være nogle emner som ikke bliver taget op. I oplægget introducerer hun os til forskellige tilgange til arbejdet med at bringe kvinder ind i den digitale kulturarv. Det kan både være ved at skrive nye artikler, men også at indsætte citater og billeder af kvinder i artikler, der ikke nødvendigvis er kønnet. Hun viser os et eksempel af en side om studenterhuer, hvor et foto af en kvindelig student med hue er brugt som illustration  (Wikilab starter kit).

Hun opfordrer os til at samle os om en person, og samarbejde om at skrive artiklen. Min veninde Liv og jeg sidder ved bord med to andre kvinder, og vi får hurtigt uddelt Caja Rudes liv imellem os. Tre timer senere har vi en færdig Wikipedia-artikel om den socialistiske brevskribent Caja Rude, der opfordrede kvinder til at tage deres arbejde i hjemmet seriøst ved at tale om det med stolthed og uddanne sig i det. Vi opdager også, at Caja Rude var modstander af alkohol og svangerskabsafbrydelse, og vurderer at det er en del af at skrive kvinder ind i den digitale kulturarv, at vi får alle nuancerne med. Ikke kun dem, der passer med nutidens feministiske kampe. Vi har bidraget med vores artikel, men nu er spørgsmålet om den får lov at blive på Wikipedia. På den engelsksprogede Wikipedia, sker det oftere at sider med biografier om kvinder slettes, fordi de af administratorer vurderes til ikke at være vigtige nok. Her har det også en betydning, hvilket pronomen forfatteren til siden har (Tripodi, 2023:1689). Ligesom med statuerne viser det sig at være en kamp at få kvinderne ind i kulturarven. Både den fysiske og den digitale.

Efter vi er færdige med at skrive, går Liv og jeg ned i udstillingen igen. Vi har begge en følelse af at have udført et vigtigt bidrag til den digitale kulturarv, mens vi samtidig håber, at der ikke er nogen, der går ind og ændrer for meget i vores artikel. Mens vi går rundt i udstillingen, forestiller jeg mig Henriette Rouds råd som mit håb for fremtidens museumsudstillinger. At der både skrives mere kvindehistorie ind i udstillingen, men at der også bliver plads til at bruge eksempler fra kvinders liv i ikke kønnede situationer og uden det skal opfattes som bindestegshistorie.

Referencer

Arbejdermuseet: https://www.arbejdermuseet.dk/kvindeliv/kvindeliv-kend-din-arbejderhistorie/)

Malone, B. (2020). Recording Change: Collecting the Irish Abortion Rights Referendum, 2018. I J. G. Adair & A. K. Levin (Red.), Museums, sexuality, and gender activism. Routledge, Taylor & Francis Group

Tripodi, F. (2023). Ms. Categorized: Gender, notability, and inequality on Wikipedia I “New Media & Society vol. 24(7).

Wikilab starter kit : https://docs.google.com/document/d/1mVS_meKf4nvtgXThzWWvCdQGimJhy9LAR2d9qiysKu4/edit?usp=sharing